Bind 2 - Rosekamp

Bagger, Hans. 9
lige Forfremmelse, idet han 1675, kun 29 Aar gammel, blev
udnævnt til Biskop Vandals Efterfølger. Efter at være blevet kreeret
til Dr. theol. ordineredes han 27. Juni i Frue K.
Hidtil havde B. haft en mærkelig Medbør. Fra nu af blev hans
Stilling vanskelig. Satiren skaanede ham ikke, Uvillie og Misundelse
fra Gejstlighedens Side hemmede hans Virksomhed, og
før end hans første Embedsaar var udløbet, blev Griffenfeld styrtet.
Men skønt B. under de daværende Forhold ikke kunde støtte sig
til det herskende Hofparti, forstod han dog at hævde sin Stilling.
Han kunde næppe gøre sig gældende ved meget stor Lærdom eller
Veltalenhed, thi i ingen af disse Henseender ragede han frem over
sine Standsfæller; men han var i Besiddelse af en sjælden administrativ
Dygtighed, og til en saadan stilledes der netop særlige Krav
paa en Tid, da der paa Kirkens Omraade fremkom en Række
Forslag til Administrationens Omordning. Han deltog saaledes
bl. a. i den sidste Revision af Danske Lovs 2. Bog. Hans Navn er
dog især knyttet til det forbedrede Kirkeritual, der udkom 1686, og
27. Marts s. A. udgik Forordningen om Ophævelsen af de mange
enkelte Bededage, der samledes i den almindelige Bededag paa
4. Fredag efter Paaske. I denne Forandring havde B. en væsentlig
Del, og han udarbejdede selv Bededagsbønnen, der er et smukt
Vidnesbyrd om hans Evne til at tale Menigheden til i et jævnt og
enfoldigt Sprog. 1688 udgav han en Alterbog, der skulde tjene
som Haandbog for Præsterne. Fortalen, hvormed han indledede
den, indeholder et udførligt Forsvar for den kirkelige Ritus. Den
blev oversat paa Engelsk og vandt Anerkendelse i Udlandet. Han
forberedte desuden Udgivelsen af en Forklaring til Luthers lille
Katekismus til Vejledning for Præster og Skolelærere, men Døden
afbrød dette Arbejde. B. staar som Ordfører for en Tid, hvis
Særkende var religiøs Ufordragelighed, og hans Nidkærhed for den
lutherske Ortodoksi drev ham ofte til Yderligheder, særlig over for
de reformerte, som Regeringen indrømmede en begrænset Religionsfrihed,
dels fordi de var Dronning Charlotte Amalies Trosfæller,
og dels af statsøkonomiske Hensyn. Ogsaa Katolikkernes
Forsøg paa at vinde Indgang mødte alvorlig Modstand fra hans
Side og fremkaldte en Brevveksling mellem ham og Kardinal
Albani, den senere Pave Clemens XI. Den førtes dog med stor
Humanitet fra begge Sider og fortsattes igennem en længere Aarrække.
Med al sin luthersk-ortodokse Rettroenhed var H. B. tillige
baade i sit Syn paa Kirkens Ritus og i sin Prædikeform en typisk
Repræsentant for den fra England (særlig fra Cambridge) paavirkede
Retning, der betød en saa stærk Fornyelse i Datidens
danske Kirkeliv. — Med sin 2. Hustru fik H. B. Ebberødgaard.