Bind 2 - Rosekamp

4
Bagger, Carl.
(Okt. 1836) og havde her en Samtale med hende. Oplevelsen er
skildret i Digtet »Dampskibet Løven«. Digtet er ikke frit for litterær
Pose, og B. er mere optaget af sin egen Smerte end af Thoras, men
ægte er hans stilfærdige Bekendelse: »Jeg har Dig elsket, hvad de saa
end sige, saa høit som dette Hjerte elske kan«. I Handling viste B.,
at han mente det alvorligt med Digtets forsonende Slutning, der
aabner Udsigt til et nyt Gensyn. I Nov. 1836 flyttede han til Odense
for at skabe sig en Livsstilling som Redaktør ved Søren Hempels
Avis »Stiftstidende«. N. A. kunde han endelig holde Bryllup.
I Fortsættelse af Sorø-Tiden betegner Københavnaarene den
egentlige digteriske Periode i B.s Liv. Hans Teaterinteresse, der
ofte mærkes i hans Digte, fik Udtryk i dramatiske Arbejder. 1830
indleverede han til Det kgl. Teater et nu tabt Skuespil »Cids
Ungdom«, som han fik tilbagesendt. Samme Skæbne fik Ungdomstragedien
om Dronning Christina, som han nu fuldførte og indleverede
1833. Molbechs Censur lød paa, at den smagte for meget
af »den nyere franske Skole og den ved Seinen herskende gout du
meurtre et de l'adultére«. Tragedien vidner om dramatisk Blik og
lyrisk Flugt; trods nogen Kunstlethed mærkes overalt en ægte ungdommelig
Lidenskab i Udtrykket. Det er B.s størst anlagte Arbejde.
I denne Periode fik han udgivet to mindre Digtsamlinger: »Smaadigte«
(1834) og »Digtninger, gamle og nye« (1836). Ved Siden af
Digte i den nationale Romanceskoles Stil som det læsebogskendte
»Den engelske Kapitain« møder man heri typiske Udtryk for
Tidens »moderne Poesi«, saaledes Bellmanimitationen »Promenaden
om Natten«, Byron'sk Versfortælling i »Fragmenter af den
spanske Krønike«, og overalt mærkes Spor af Heine'sk »Zerrissenheit«
og Childe Harold'sk Melankoli. B.s Digtning faar sit Særprægved
en egen Saglighed i Virkelighedsgengivelsen i københavnske
Billeder (»Promenaden om Natten«), i Drikkeviser og i landlige
Idyller. Stundom træffes et lyrisk Anslag af mærkelig inderlig Jævnhed
(»Mignon i Graven«, »Bortreisen«). Men han mangler ogsaa
som Poet Standhaftighed. Hans Digte er egentlig aldrig helt uden
Pletter. B.s Lyrik var gaaet ret upaaagtet hen. Derimod vakte
han en vis Opmærksomhed med sin Prosabog »Min Broders
Levnet, Fortælling af Johannes Harring« (1835). Mod Madvigs
— i og for sig rigtige, men ensidigt negative — Anmeldelse i
»Maanedsskrift for Litteratur« skrev B. i »Kjøbenhavnsposten«
»Til Recensenten af Min Broders Levnet«. Hos Publikum blev
Bogen en Succes. Den er en kunstnerisk uformidlet Blanding af
Virkelighedsstof og opdigtet Stof, ofte af tarveligste Feuilletonromankarakter,
saaledes Heltindens Skikkelse og Skæbne. Det var