Bind 2 - Rosekamp

Bartholin, Caspar. 197
i Følge Sønnen Thomas B.s Angivelse med paa Præparater til
Pladerne i Casserius' berømte Værk om Sanseredskaberne (»Pentæstheseion«).
I øvrigt var vistnok paa dette Sted Eustach. Rudius,
en fremragende Galenist, hans vigtigste Lærer. Ogsaa i Rom og
Napoli dyrkede han med Udbytte lægevidenskabelige Studier.
Ligesom senere hans mere navnkundige Søn Thomas røbede
han i en tidlig Alder baade Læse- og Skrivelyst. Det gav sig Udslag
i en Række lærde Disputatser, »Problematum philosophicorum et
medicorum exercitationes« (Wittenberg 1611), og i hans s. A. og
sst. publicerede anatomiske Haandbog, »Institutiones anatomicæ«.
Denne »Ledetraad i Anatomien« fik i Aarenes Løb en stor Udbredelse.
Den blev i 21 Aar i hvert Fald optrykt fem Gange (Rostock,
Strasbourg og Oxford). Skønt den ikke engang var illustreret,
udfyldte den et Savn derved, at den var let at haandtere og dens
Stof vel ordnet. Til de fire traditionelle topografiske Hovedafsnit
(Underliv, Bryst, Hoved og Lemmer) var der føjet fire »libelli«,
der indeholdt en sammenhængende Beskrivelse af de fire store
Organsystemer: Blod- og Pulsaarer, Nervesystem og Skelet. Det
er tillige den første Lærebog, i hvilken de af Casserius paaviste
Lugtenerver er beskrevne som det første Par Hjernenerver. I øvrigt
indeholder Bogen ikke synderligt af egentlig nye Opdagelser eller
originale Synspunkter. Forfatteren var og blev ingen Banebryder
i denne Forstand, og han var tilmed kun 25 Aar gammel ved dens
første Publikation. Det lidet nye, der findes, er oven i Købet til
Dels kun af temmelig imaginær Natur, saaledes Forfatterens Betegnelse
af de af Eustachius kort i Forvejen opdagede Binyrer som
»Capsulæ atrabiliares«, idet han opfattede disse Organer som hule
og Afsondringssteder for »den sorte Galde«, en Vædske, der endnu
den Gang spillede en stor Rolle i ætiologisk Henseende. En endnu
større Berømmelse skulde G. B.s anatomiske Haandbog dog opnaa,
efter at hans Søn Thomas (s. d.) 1641 havde overtaget Udgivelsen.
Den suppleres af nogle »Controversiæ anatomicæ«, der først
udkom efter B.s Død 1631, og som i seks Afdelinger omhandler
forskellige indviklede anatomiske og fysiologiske Spørgsmaal.
Af megen lægevidenskabelig Interesse er hans »De studio medico
inchoando, continuando et absolvendo, consilium breve atque
extemporaneum« (publiceret 1628 i »Opuscula qvatuor singularia«),
en til Jonas Charisius' unge Søn Peder og til hans egne seks Sønner
dediceret Vejledning, hvori han giver en detailleret og nøjagtig
Anvisning til, hvilke Fag og Videnskaber den medicinske studerende
bør lægge sig efter, hvorledes og ved hvilke Hovedforfatteres Hjælp
han skal studere dem, og hvilke fremmede Universiteter og Pro-