Bind 2 - Rosekamp

516 Bernstorff, Andreas Peter.
6. Juni 1788—28. Nov. 1789 — efter Schack-Rathlous Afgang —
var han tillige midlertidig Præsident for Danske Kancelli.
Havde B., saa længe Onkelen levede, været Embedsmanden
og efter Struenseetiden den ypperlige Fagminister, udviklede han
sig efter 1784 til den store Statsmand. Da hans Historie i disse
Aar endnu er uskrevet, er det vanskeligt i alle Enkeltheder at udrede
og maale hans Indflydelse paa Landets almindelige Politik. Alligevel
kan man fastslaa, at han — om ikke af Navn, saa af Gavn —
har indtaget Pladsen som Førsteminister. For Opretholdelsen af
Statsraads- og Kollegiestyret var han den sikre Garant. Navnlig
i Aarene nærmest efter Regeringsskiftet var der inden for Regeringskredsen
adskillige Modsætninger, som 1788 tilspidsedes i
Kampen om Stavnsbaandsløsningen og til B.s Beklagelse medførte
Schack-Rathlous Afgang. Ogsaa i Tiden derefter gik der Rygter
om Rivninger mellem de styrende. Mere og mere viste det sig
dog, at der alene var Tale om Smaakrusninger uden større Betydning,
at Samarbejdet mellem Statens ledende Mænd formede sig
endog usædvanlig harmonisk, og at alle — ogsaa Kronprinsen —
stiltiende bøjede sig for B.s Autoritet og erkendte hans Overlegenhed.
Begivenhederne efter 1797 lægger for Dagen, at først hans
Bortgang virkede opløsende paa Statsmandskredsen og muliggjorde
Udviklingen af dybere personlige og saglige Modsætninger.
Naar Eftertiden har været tilbøjelig til ogsaa at give B. Hovedparten
af Æren for det store Reformværk, er det for saa vidt rigtigt,
som han fra første Færd forstod, at Staten trængte til dybtgaaende
Forandringer, og paa alle Omraader og ud fra dyb personlig Overbevisning
har fremmet Gennemførelsen af de forskellige Love og
Foranstaltninger. Nogen Initiativets Mand har han dog næppe
været. I Landbosagen blev det Christian Reventlow og Colbjørnsen,
som førte an, og inden for Finansstyrelsen Ernst Schimmelmann.
For Livegenskabets Ophævelse i Hertugdømmerne maa han
dele Æren med den sidstnævnte, og i Negerhandelens Ophævelse
har han næppe anden Del, end at han har givet Forslaget sin
Tilslutning og ydet det sin Støtte. Derimod er det hans Fortjeneste
og et Vidnesbyrd om hans Fordomsfrihed, at han afværgede
alvorligere Indgreb mod den fri Drøftelse af offentlige Anliggender.
Først i hans sidste Aar spores der Tegn paa en Svingning.
Til Mindet om B.s politiske Indsats er tillige knyttet Erindringen
om en af de menneskelig mest tiltalende Skikkelser i vor Historie.
Navnlig fra hans yngre Aar lyder der Klager over Hensynsløshed
i Domme og Utaalsomhed i Meninger. Denne Svaghed forlod
ham aldrig helt, men fik i Aarenes Løb sin Modvægt i en stadig