Bind 2 - Rosekamp

518 Bernstorff, Andreas Peter.
en kraftig Belastningsprøve. Selvfølgelig lod B. sig ikke daare af
den svenske Konges Forsøg paa at vinde Danmarks Støtte, afviste
koldblodigt hans dumdristige Overrumplingsforsøg — under det
pludselige Besøg i Kbh. i Efteraaret 1787 —, men fik det ikke
gjort indlysende for ham, at Venskabet med Rusland vedblivende
var Hovedpillen i den danske Udenrigspolitik. Da Fredsbruddet
var en Kendsgerning, blev det B.s Opgave at modstaa Ruslands
Opfordringer til kraftig Bistand og om muligt forhindre en Krig,
som vilde ødelægge Statens Finanser og standse det store Reformarbejde.
Alt for vel forstod han, at de engelsk-russiske Modsætninger
i givet Tilfælde vilde virke til Sveriges Fordel og udsætte
Danmark for Storbritanniens Vrede. I det hele og store lykkedes
hans Politik. Danmark handlede alene som Hjælpemagt og nøjedes
med at udruste Flaaden og lade et Hærkorps rykke over den
norske Grænse ind i de svenske Naboprovinser. Da den engelske
Gesandt i Kbh. Hugh Elliot fremtvang Afslutningen af en Vaabenstilstand,
og de danske Tropper maatte gaa tilbage over Grænsen,
lykkedes det B. at dæmpe Ruslands Forbitrelse og afbøde dets
Krav om fortsat Medvirken. Uheldigere var det, at Begivenhedernes
Gang alligevel ophidsede Stemningen i Sverige mod
Danmark og det danske Folk.
Med endnu større Behændighed lykkedes det B. under de franske
Revolutionskrige at bevare Statens Neutralitet og sikre Skibsfarten.
Gang efter Gang modstod han Opfordringer til at deltage i den
fælles Kamp mod Frankrig. B. havde ingen Sympati for Revolutionens
Mænd og Begivenheder, men delte heller ikke Frygten for
dens Ideers almindelige Sejrsgang. Det danske Folk — mente han
— var et altfor godhjertet Folk, som villigt fulgte sin Regering og
i Hovedsagen var tilfredsstillet ved dens Reformarbejde. Af en
Indblanding i Frankrigs indre Anliggender var han en afgjort
Modstander og betragtede slige Forholdsregler som en delvis Følge
af Staternes egoistiske Magtstræb. Det er i alle Fyrsters Interesse,
hævdede han, at enhver Nation kan give sig sin Forfatning og styre
sig selv, uden at andre Magter blander sig i dens Afgørelse. Tyve
Aar tidligere havde B. over for Sverige forfægtet modsatte Synspunkter.
Omslaget var ikke alene en Følge af politiske Overvejelser,
men er tillige Udtryk for hans Udvikling i det mellemliggende
Tidsrum. At Rusland og England gentagne Gange viste
deres Misfornøjelse med denne Politik — og en russisk Eskadre
endog 1793 demonstrerede i danske Farvande -- formaaede ikke
at rokke hans Beslutninger. Med samme Fasthed værnede han
Landets økonomiske Interesser. Omstændighedernes Magt kunde