Bind 2 - Rosekamp

Bernstorff, Johan Hartvig Ernst. 531
Udenrigsstyrelse (P. Vedel) fremhævet, viser allerede, hvor højt
B. stod over sin Samtid. Midt i et Aarhundrede, der var begyndt
med den spanske Arvefølgekrig og skulde fortsættes med flere
lignende Krige, og medens den franske Minister Choiseul, »Oplysningens
Ven«, kaldte Krigen »Kongernes Spil«, stillede B. sig paa
Folkenes og Menneskelighedens Standpunkt og fordømte Krigen
som ugudelig, barbarisk og, som han paa andre Steder tilføjer,
upolitisk, fordi hvad der vindes ved Vold og mod Befolkningens
egen Villie, ogsaa kun kan bevares med Vaaben og hævdes ved
Tvang.
B.s Politik var afgjort fredelig. I Tilfælde af en almindelig
europæisk Krig var det hans bestemte Agt at bevare Danmarks
Neutralitet, at bidrage, hvad han formaaede, til, at Freden snarest
muligt kunde genoprettes, og indtil da at rette sine Bestræbelser
paa, at vore Grænselande ikke blev Krigens Skueplads, og at ikke
blot dansk Territorium, men ogsaa dansk Skibsfart og Handel
beskyttedes mod Overlast af de krigsførende. Men truedes Landets
Eksistens, var han fuldt beredt paa at vove det yderste for at
forsvare det.
Dette var altsaa den negative Del af B.s Program: ingen Krig,
naar den med Ære kunde undgaas. Den positive var udadtil at
forøge Statens Anseelse, indadtil at samle liandet inden for dets
naturlige Grænser. Det første Formaal var ikke en Forfængelighedssag,
men Udtryk for en velovervejet Politik. Det var ikke hans
Mening, at den dansk-norske Stat skulde gøre sig selv til et stumt
Medlem af det europæiske Statssamfund, ene beskæftiget med
materielle Interesser. Om Staten end hverken vilde eller kunde
vinde Fordel ved Vaaben, tvivlede han dog ikke om, at den skulde
kunne naa Fremgang ved moralske Midler, og efter hans Opfattelse
har en lille Stat ikke mindre end en stor sin Opgave at løse
til Gavn for sig selv og for Verden. Men dertil behøvedes den
Tillid og Anseelse — »Reputation« —- for Landet, der kunde tilvejebringes
ved Hjælp af et dygtigt og virksomt Diplomati, som
altid var rede til at udfolde Klogskab og Forhandlingsevne.
»Reputationen er«, siger han, »for en stor Herre og for et Rige,
hvad Kreditten er for en Købmand og hans Kontor; derved
udretter han ofte mere end ved sine Kræfter og med rede Penge,
og uden den kan han ikke bestaa«. — Det andet Formaal gik
ud paa at forene Landet Nord for Elben under Kongens umiddelbare
Myndighed og navnlig at udslette de sidste Spor af de fordærvelige
Delinger af Hertugdømmerne, som tidligere Konger
havde foretaget.
34*