Bind 2 - Rosekamp

Bernstorff, Christian Giinther. 523
mange Storkrige svarede til Statens Interesser og var i det hele
afpasset efter Magtforholdenes Udvikling. Regeringen var i og
for sig tilbøjelig til at gaa sammen med Frankrigs Modstandere,
men krævede med Rette Garantier for tilstrækkelig Understøttelse.
Naar den alligevel ikke formaaede at bibringe England Tillid til
denne Grundstemning, hang det for en stor Del sammen med B.s
(og hans Broders) Tilbøjelighed til under de mangfoldige handelspolitiske
Forhandlinger at skyde de principielle Søretsprincipper i
Forgrunden i Stedet for gennem venskabelige Forhandlinger at
opnaa praktiske Lempelser. Da Frygten for Frankrig og Troen
paa, at der derfra truede de største Farer, tilmed bevirkede, at
Regeringen over for denne Magt holdt sig forsigtig tilbage, fik
den danske Politik et engelskfjendtligt Præg, fremkaldte en stigende
Irritation og vakte Mistillid til Danmarks Hensigter. Skønt der
er Tegn paa, at B. ikke var helt blind for de uheldige Følger af
Broderens stridbare Forhandlingsform, har han næppe nogen Sinde
gjort Forsøg paa at lægge en Dæmper paa dennes skarpe Udtalelser.
Som bekendt aabenbarede den uheldige Følge af Styrelsesordningen
sig paa skæbnesvanger Maade i de kritiske Augustdage
1807.
Som Udenrigsminister og eneste Medlem af Statsraadet, der
opholdt sig hos Kronprinsen i Kiel, medvirkede B. 1806 paa nærmeste
Hold i Drøftelsen og Udarbejdelsen af Patentet om Holstens
Indlemmelse. Kronprinsen ønskede at faa udtrykkelig fastslaaet,
at Kongeloven gjaldt i Holsten, og at dermed ogsaa Arveretten
var overført paa Kongeslægtens Kvindelinie. »Mig synes saadant
ikke blot betænkeligt, men ogsaa i Henseende til det foreliggende
Formaal fuldstændig overflødigt«, skriver B. til Broderen. Han
benægtede ikke ligefrem Rigtigheden af Kronprinsens Opfattelse,
men fandt dens Formulering betænkelig, ikke mindst af Hensyn til
Rusland og Sverige. Han opnaaede ogsaa den væsentlige Indrømmelse,
at Arvefølgen ikke blev udtrykkelig omtalt, og at hver af
Parterne saaledes kunde hævde sin særlige Fortolkning af den valgte
Ordlyd. Under den følgende diplomatiske Forhandling med Rusland
og Sverige lykkedes det de to Brødre B. at undgaa enhver
bindende Udtalelse og saaledes overlade det til Fremtiden,
hvorvidt Agnaternes Arveret til Holsten var ophævet eller fortsat
havde Gyldighed.
I Krigsaarene efter 1807 ledede B. dansk Udenrigspolitik i saa
nøje Forstaaelse med Frederik VI., at det er vanskeligt at udrede
hans personlige Andel. Af B.s diplomatiske Aktstykker og samtidige
Breve fremgaar det, at han vel har næret mangfoldig Uvillie