Bind 1 - Rosekamp

100 Absalon.
pen tog Penge for Præste- og Kirkevielser saavel som for sine
andre kirkelige Forretninger. Ved Siden heraf var der i Tidernes
Løb indført visse regelmæssige Afgifter som »Redsier« og »Bispegave«;
men Kirkens gamle Fordring, at der skulde gives Tiende
af alt hvad der høstes og avles, medens alle de hellige Handlinger
skulde udføres uden Vederlag, havde ondt ved at trænge igennem.
Dog synes paa mange Steder de to Trediedele af Tienden, der
udrededes til Præsten og Kirkebygningen, at have opnaaet Godkendelse
i Løbet af det 12. Aarh.; dette var derimod ikke Tilfældet
med den Trediedel, der skulde erlægges til Bispen. Det var
derfor en stor Sejr for A., at det lykkedes ham at faa Bispetienden
vedtaget i sit Stift 1171; der fastsattes bl. a. bestemte Regler for
de Ydelser, som endnu skulde bibeholdes, især Bøderne for de
saakaldte »Helgbrud«, alle de Forseelser, som kunde paatales af
de kirkelige Myndigheder. »Herimod lovede Bønderne Biskoppen
Trediedelen af Tienden«, siges der. Denne saakaldte sjællandske
Kirkelov blev vedtagen paa et Maalstævne i Ringsted Lund og
lyst paa Landstinget 1171.
Nogle Aar efter gentoges det samme i Lund; Ærkebisp Eskil,
der ved sin Hjemkomst havde udsonet sig med Kongen og A.,
fik under et Ophold af A. ved Ærkesædet vedtaget i alt væsentligt
samme Lov af Skaaningerne »paa Maalstævne i Lund«. Den
optegnedes og udfærdigedes under Kongens og de to Biskoppers
Segl; i den senere Kirkestrid under Jakob Erlandsen kom den til
at spille en fremtrædende Rolle som et Frihedsbrev for Menighederne
imod Ærkebispens Overgreb, hvad der hang sammen
med, at A. for at gennemdrive Hovedsagen, nemlig Bispetienden,
paa en Række andre Punkter havde givet Afkald paa en streng
Gennemførelse af den kanoniske Ret, saaledes vedrørende Menighedens
Ret til Præstevalg og vedrørende det hjemlige Bevissystems
Bibeholdelse i Retssager, samt med Hensyn til visse
Lempelser i Kirkerettens Bestemmelser om Ægteskabssager m. m.
Ved disse Kirkeretters Vedtagelse tiltog uden al Tvivl Bispestolenes
Indtægter i høj Grad, og herfra har da vel den Dom om
A., der bl. a. kendes fra en yngre islandsk Fortælling, at han var
havesyg og gerrig, sin Oprindelse. I Virkeligheden savner denne
Beskyldning al Grund. Naar A. havde samlet store Indtægter
paa sin Haand, var det for at sikre saadanne til de Formaal,
som efter hin Tids Vilkaar kun Kirkens Mænd i Længden kunde
ventes at ville ofre noget paa, medens vi for længst har vænnet os
til at anse dem for Statens Opgave. Ikke alene den egentlige
Aandskultur, men for en væsentlig Del ogsaa Rigets Forsvar havde