Bind 1 - Rosekamp

Ansgar. 459
dier efter angelsachsisk Forbillede. Her opholdt A. sig ca. seksten
Aar. Efter at have gennemgaaet Skolen blev han optaget som
»Broder« og virkede specielt som Klostrets »scholasticus«. Hans
kontemplative Anlæg gjorde ham tidlig skikket til at præges af
Tidens Bodsfromhed. Biografien fremhæver særlig det dybe Indtryk
af menneskelig Storheds Forgængelighed, han fik ved Meddelelsen
om Karl den Stores Død 814; men navnlig drev nogle Drømmesyner
ham til Selvransagelse, øget Syndsbevidsthed og Naadetrang.
Ogsaa i A.s senere Liv spillede Syner, som han selv (ligesom Forfatterne
af »Vita«) har betragtet som særlige Naadebevisninger, en
fremtrædende Rolle som hans Motiver til afgørende Handlinger.
Rimeligvis var A. uden dem aldrig blevet Missionær, da hans
Forkærlighed for Klosterlivets Fred og Kontemplation var saa
afgjort. — Da Datterklostret Ny Corvey ved Weser anlagdes 822,
hørte A. til de Corbie-Munke, der forsattes derhen. Ogsaa her
ledede han Skolen, men prædikede tillige »offentlig« i Klostrets
Kirke — et Vidnesbyrd om, at han beherskede det sachsiske Folkemaal.
Rimeligvis var han allerede da præsteviet; i alt Fald var
han det, da han 826 fulgte den danske Kong Harald som Huspræst
til en ny, højst forskellig Virkeplads.
I Danmark havde voldsomme Kampe mellem to Kongeslægter
drevet den svagere Part til at søge Støtte hos Frankerne. Resultatet
var blevet en Ordning, hvorved Kong Haarek overlod Kong
Harald en Del af Riget, antagelig Sydjylland. Dette Resultat var
Baggrunden for det Missionsforsøg i Danmark, som Ærkebiskop
Ebo af Reims 822 fik Kejser Ludvig og en frankisk Rigsforsamling
(i Attigny?) til at beslutte. Efter Henvendelse bemyndigede Pave
Paschalis I. derpaa Ebo til Pavestolens Missions-Legat til Danske
og Svenske. Vel 823 rejste saa Ebo med et anseligt Følge til
Danmark for at forhandle om Landets Aabning for kirkelig Virken.
Men trods det, at Frankerriget saaledes stod officielt bag Ebo,
mislykkedes Legationen. Vel siges om Ebo: »han omvendte mange«,
men der blev ingen Frihed for kristelig Kult givet, ingen Menighed
stiftet og ingen Kirke bygget; Hovedudbyttet blev Købet af en
Del danske Drenge, der anbragtes i en Skole i Welanao, et Gods i
Holsten med et Klosteranlæg (senere Miinstersdorf), som Kejseren
havde givet Ebo som materiel Støtte for Missionsarbejdet.
Kong Haralds svage Stilling nødte ham imidlertid til 826 at
opsøge Kejseren i Ingilheim. Som Betingelse for ny Hjælp krævede
denne nu hans Daab, og med sin Familie og Hird lod Harald sig
saa døbe i Mainz. Efter Forslag af Corbies Abbed Wale gav man
ham A. og en anden Klosterbroder, Autbert, med til Danmark som