Bind 1 - Rosekamp

Abildgaard, Nicolai. 59
naar hans Malerkunst sin fulde Modenhed. Denne Udvikling
viser hans Evners Styrke; naar bortses fra Juel, der i malerisk
Begavelse kunde kappes med ham, stod ingen samtidige danske
Malere paa et saadant Niveau, at deres Arbejde kunde støtte ham.
Ene førte han Figurkunsten i Danmark et mægtigt Stykke Vej
frem. Baggrunden herfor er en Eksistens, der i sjælden Grad gik
ud paa Tilegnelse af æstetisk, kunstnerisk Kultur. Hans Kundskabstørst
var enorm. Var han maaske som ung under Læredrengens
og Svendens drøje Kaar sat tilbage, saa indhentede han
det forsømte ved de flittigste Studier, der gjorde ham bekendt ikke
alene med Kunstens Historie og alt, hvad man dengang regnede
for Kunstens Hjælpevidenskaber, som Anatomi, Mytologi o. a.,
men i udstrakt Grad med Historie og Litteratur. Han var en af
disse sammenfattende Begavelser, som for Nutiden ikke glemmer
Fortiden, som med Voldsomhed gør sig gældende i Nutidens Liv
og dog med en vis filosofisk Ro og, alt som Aarene gaar, med større
og større Skepsis sammenligner og vejer Begivenhederne før og nu.
Tidens voldsomme revolutionære Rørelser giver Genlyd i hans
Sind, »men hvad som skeer er skedt før, og naar ieg læser Constantins
og Juliani Historie, forekommer det mig, som naar ieg læser
vore Dages Aviser«.
Vendepunktet i hans Liv blev den store Italienrejse. Fra den
lille afsides Residensstad kom han til et af Verdens Kunstcentrer,
hvor ikke alene Antikken og Renæssancen kunde studeres som
intet andet Sted, men hvor ogsaa den moderne Kunst omformedes
i Reaktionen mod Rokokoen. Studiet af den gamle Kunst drev
A. med stor Iver, idet han kopierede Rafael, Michelangelo,
Annibale Caracci, Tizian og samtidig med Grundighed gennemgik
Samlingerne. Der er heller ingen Tvivl om, at Resterne af
den antikke Malerkunst, der nyligt var fremdragne, havde hans
fulde Interesse, selv om den egentlige Paavirkning herfra navnlig
viser sig i de seneste Aar af hans Liv og da vel paa ny formidlet
igennem de store kobberstukne Værker. Det næsten videnskabelige
Studium af Fortidens Kunst har han i øvrigt tilfælles med adskillige
andre af Kunstnerne i Rom, vi skal her blot minde om Peder Als,
Wiedewelt, Rafael Mengs. Arbejdet, afbrudt af haarde Sygdomsanfald,
har næppe levnet A. megen Tid til kammeratlig Omgang;
dog knyttede han en enkelt Forbindelse af største Betydning for
Fremtiden med den ypperlige svenske Billedhugger Sergei, der
opholdt sig i Rom 1767—78. Det livslange Venskab, der her
sluttedes — og som senere vedligeholdtes gennem Breve og under
Sergeis gentagne Besøg i Kbh. — udviklede vel i lige høj Grad