Bind 1 - Rosekamp

Absalon. 101
sine bedste, stundom eneste Støtter i Biskopperne. — A.s Godspolitik
gik overalt ud paa ved Magelæg, Køb og Gaver at skabe
større afrundede Driftsenheder baade for sit Bispesæde og for de
af ham saa yndede Cistercienserklostre, særlig Sorø. At han herved
stundom kan være optraadt egenraadigt, er der næppe nogen Grund
til at betvivle; men det var ikke til egen Fordel, han handlede; for
sit eget Vedkommende levede A. et saare afholdende og nøjsomt
Liv, ligesom hans sædelige Renhed og højsindede Gavmildhed
fremhæves med den største Ros.
Endelig lykkedes det ogsaa A. at kaste kirkelig Glans saavel over
sin Slægt som over det af ham grundlagte Vor Frue Kloster for
Cisterciensernonner i Roskilde, da hans Frænke Margrete, der
var blevet uskyldig dræbt af sin Ægtefælle Herlog, blev højtideligt
skrinlagt i Vor Frue Kirke i Roskilde (1177). I det mindre
udvirkede han herved for Hvideætten, hvad Kongen i det større
havde opnaaet ved sin Fader Knud Lavards Skrinlæggelse i Ringsted
1170. — Ogsaa ved kirkelige Byggearbejder indlagde A.
sig den største Fortjeneste; endnu staar som Minder herom den
enkle, men ædle og skønne Klosterkirke i Sorø og det karakteristiske
Tvillingtaarnparti i Fjenneslev Kirke, baaret af to skønne
slebne Granitsøjler, hvorover ses et lille elegant Galleri af smaa
glasserede Teglstenssøjler; ogsaa Fjenneslev Kirkes Udsmykning
med Kalkmalerier stammer fra A.s Tid. — Det synes ogsaa at være
A., der — i en lidt senere Tid — har begyndt Opførelsen af den
nuværende Domkirke i Roskilde, det rigeste og skønneste Monument
af vor hjemlige romanske Teglstensarkitektur.
Et Par Aar efter Udstedelsen af den skaanske Kirkeret nedlagde
Ærkebisp Eskil sit Embede, efter at Paven modstræbende havde
givet sit Samtykke hertil. Det var næppe gaaet saa let i Skaane
som paa Sjælland med Tiendens Indførelse; vel var Loven blevet
vedtaget, men Almuen synes at have nølet med at efterkomme den.
Desuden indvikledes Eskils Dattersønner Knud og Karl og flere
andre af hans nære Frænder i de politiske Stridigheder mellem
Kongen og de forbigaaede Kongsfrænder, særlig Magnus, Erik
Lams Søn, over for hvem A. forgæves søgte at faa Valdemar
mildere stemt. Eskil havde atter opholdt sig et Par Aar i Udlandet;
han var knuget af Alder og Sygdom og tog sig ogsaa sine
Dattersønners Skæbne saare nær. Som Følge af sit svækkede Helbred
opnaaede han omsider pavelig Tilladelse til at nedlægge
Ærkebispedømmet og selv udpege sin Efterfølger. Dette Valg
foretoges efter Eskils Hjemkomst efter forudgaaende Aftale med
Valdemar i en højtidelig Forsamling i Lunds Domkirke i Kongens,