Bind 1 - Rosekamp

530
Arrebo, Anders Christensen.
det vellykkede Gilde, var han i Overgivenhed med til at drikke
en katolsk Helgens Skaal. Ogsaa her føjede det sig saaledes, at
Byfogden i sine underhaands Meddelelser til Offentligheden kunde
faa anbragt en Fruentimmerhistorie af lignende Art som den fra
Hevne.
Rygterne om A. var nu paa det Punkt, at de ikke længere kunde
lades uænsede. Han søgte at afæske Peder Lauridsen som deres
Ophavsmand en Erklæring, men denne smuttede behændigt udenom.
A. rejste da til Kbh., satte sine Foresatte, særlig Kansleren
Christian Friis til Kragerup, ind i Sagen og spurgte, hvad han
skulde gøre. De henviste ham til Rettens Vej, men afslog hans
Bøn om at maatte faa Sagen paadømt af Lensmændene og Bisperne
i Oslo og Bergen; Byretten i Trondhjem var det rette Forum.
Men i denne var Tage Thott i sin Egenskab af Lensmand selvskreven
Præsident, og Sagen kom derved fra første Færd (Nov.
1621) ind i det for A. uheldigste Spor. Lensmand og Byfoged
spillede under Dække med hinanden; fra at være anklaget forvandlede
Peder Lauridsen sig hurtigt uden Indsigelse fra Rettens
Side til at optræde som Anklager, og A., der i enhver Henseende
kunde føre fuldgyldigt Bevis for intet som helst uterligt at have
foretaget sig hverken i Hevne eller paa Stod, stilledes snart over for
et indfiltret Væv af Prokuratorkneb; han mistede sin Selvbeherskelse,
der ingen Sinde var hans stærke Side, og forlod forbitret
Retssalen med uoverlagte Ord mod Lensmanden, hvad denne øjeblikkelig
tog Vidne paa. Til endelig Undersøgelse og Dom indankedes
Sagen for Herredagen i Bergen, der afholdtes i Juli 1622
under Christian IV.s personlige Forsæde, og her dømtes A. som
den, der ved sin Adfærd, ogsaa over for Kvinder, havde tilsidesat
Hensynet til sit biskoppelige Embedes Værdighed, til at have dette
forbrudt; der tilstilledes ydermere Biskopperne Riget over hver
fire Eksemplarer af Dommen med Paalæg om at kundgøre den for
Stiftets Gejstlighed, ligesindede til Advarsel. Der kan næppe være
Tvivl om, at det er Kongen, som har villet, at der skulde statueres
et Eksempel. Men i Norge var det den almindelige Mening, at
Dommen var uretfærdig, og A. mistede heller ikke sine Venner i
Danmark.
Efter Dommen slog A. sig ned i Malmø. De Aar, han tilbragte
her, var trods Understøttelse fra Familien ofte kummerfulde nok;
den ham overgaaede Ydmygelse nagede ham dybt, og ved litterært
Arbejde søgte han at faa Sindet i Ro. Allerede som Biskop i
Trondhjem havde han syslet med en Oversættelse af Davids Salmer
og 1620 udgivet en Prøve, som imidlertid ikke kendes mere. Han