Bind 1 - Rosekamp

Alberti, C. C. 219
Han var 1843—55 Fuldmægtig hos Høj ester etsadvokat, senere
Minister Rotwitt, blev 1851 Prøveprokurator og 1853 Overretsprokurator
i Kbh., i hvilken Stilling han forblev til sin Død. Der
var et grundtvigsk Islæt i A.s Slægt gennem Moderen, som var Præsten
Jac. Chr. Lindbergs Søster, noget som vel ikke var uden Forbindelse
med, at han 1852 blev Medstifter af Hindholm Højskole,
men i øvrigt var hans Udvikling i de unge Aar i ikke ringe Grad
universelt paavirket. Han fulgte med Interesse Udlandets politiske
og sociale Udvikling, særlig den franske Oppositionspolitik
under Louis Philippe, der i 40'erne spillede saa stor en Rolle for
den vaagne, politisk interesserede Ungdom her hjemme, og saa sig
lejlighedsvis om i fremmede Lande. Denne Indstilling gav sig
ogsaa Udslag i hans ivrige Deltagelse i den radikale Hippodrombevægelse
1848. Hans Hu stod til aktiv Deltagelse i det offentlige
Liv, og allerede i Febr. 1848 valgtes han med »Fædrelandet«s
varme Anbefaling til Medlem af Kbh.s Borgerrepræsentation, hvor
han bevarede sit Sæde til 1854. I Slagelsekredsen søgte han paa
Hippodromprogrammet Valg til den grundlovgivende Rigsforsamling,
men faldt. Derimod valgtes han i Dec. 1849 paa Bondevenneselskabets
Anbefaling til Folketingsmand for Sorø, hvilken
Kreds han uden Vanskelighed bevarede, til han 1890 paa Grund
af svigtende Helbred trak sig tilbage. Under Novemberforfatningen
var han paa en kort Afbrydelse nær tillige Medlem af Rigsraadets
Folketing for samme Kreds.
I sine første Rigsdagsaar kan A. ingenlunde betragtes som
Bondevennernes haandgangne Mand. Han hørte til den Kreds
af yngre Akademikere (Steen, Schack, Spandet, Rotwitt m. fl.),
som i Oppositionsaarene havde staaet paa venstre Fløj og deltaget
i Hippodrombevægelsen, og som nu mente paa Rigsdagen bedre at
kunne samvirke med Bondevennerne end med det nationalliberale
Centrum, men i øvrigt forbeholdt sig en ret selvstændig Stilling.
Da nu Bondevennerne under Valgperioden i den nationale Politik
svingede bort fra Casinoprogrammet og over mod Helstatspolitikken
og traadte i et vist begrænset Samarbejde med de konservative
Helstatsmænd, kunde A. saa lidt som de andre være med og
reagerede ligesom de stærkt mod den ret skrappe Partidisciplin,
der udøvedes af B. Christensen og J. A. Hansen. Modsætningsforholdet
førte til aaben Strid 1852. Ved Valgperiodens Slutning
havde A. faktisk udskilt sig fra Partiet, men Kløften var for hans
Vedkommende ikke uoverstigelig, navnlig fordi det nationalliberale
Centrum ingen Tiltrækning øvede paa ham, og fordi Landbospørgsmaalene,
om hvilke han var enig med Bondevennerne,