Bind 1 - Rosekamp

55«
v. Asseburg, Achatz Ferdinand.
i en ikke ringe Grad A., at det lykkedes Bernstorff at ordne alle
Stridsspørgsmaal med Rusland og at lægge Grunden til den faste
Alliance mellem de to Stater. 22. April 1767 undertegnedes den
foreløbige Mageskiftetraktat, med Ruslands Understøttelse blev
Ægteskabet mellem den svenske Kronprins Gustaf og Prinsesse
Sophie Magdalene gennemført, og der tilvejebragtes fuldstændig
Enighed med Hensyn til de svenske Forfatningsforhold. Da A.s
Sundhed ikke taalte det russiske Klima og hans Hverv i Petersborg
nu var tilendebragt, tilbagekaldtes han paa sin indstændige Begæring
og forlod Rusland i Febr. 1768. 1766 havde A. paa Foranledning
af Landgrev Carl af Hessen faaet Tilbud om den første
Plads, der blev ledig i Konseillet, men han erklærede, at han vel
kunde være Bernstorffs underordnede, men aldrig vilde vove at
staa som hans Ligemand. Da senere den engelske Regering intrigerede
mod Bernstorff og vilde sætte A. i hans Sted, meldte denne
det straks til Bernstorff.
Efter sin Tilbagekomst fra Rusland opholdt A. sig paa sine
Godser, indtil han 1769 paa ny sendtes til Stuttgart efter Begæring
af de wurttembergske Stænder, og det lykkedes ham i Forbindelse
med de andre Gesandter at tilvejebringe et Forlig mellem Hertugen
og Stænderne. Imidlertid var Bernstorff blevet styrtet, og den nye
Regering viste sit Sindelag mod A. ved at udnævne ham til den
lidet vigtige Gesandtskabspost i Haag, der nærmest var en Retrætepost,
og ved samtidig at inddrage den livsvarige Pension, som
Kongen havde tilstaaet ham. Med Rette saa han heri et Vink om
at begære sin Afsked, og i Nov. 1771 dimitteredes han fra alle sine
Embeder og Værdigheder.
Da den danske Regering saaledes selv havde givet Afkald paa
hans Tjeneste, tog han efter Bernstorffs Raad ikke længere i Betænkning
at modtage de glimrende Tilbud, der gjordes ham af
Catharina II. og Panin. Allerede da han 1768 forlod Rusland,
havde Kejserinden med Bernstorffs Samtykke betroet ham det
Hverv i Tyskland at finde en Brud for Storfyrsttronfølgeren. Efter
at have løst denne vanskelige Opgave til Kejserindens Tilfredshed
udnævntes han Dec. 1771 til kejserlig russisk Gehejmeraad og 1773
efter sit eget Ønske til russisk Gesandt i Regensburg med Tilladelse
til kun at begive sig til sin Post, naar det behøvedes. I denne Stilling
forblev han til sin Død, idet han stadig modtog de største Beviser
paa Catharinas og Kejser Pouls Venskab og Paaskønnelse.
A. havde kun liden Ærgerrighed og var noget tilbøjelig til
Magelighed, hans Helbred var svagt, og han synes at have manglet
Initiativ. Det var derfor begrundet i rigtig Selverkendelse, naar