Bind 1 - Rosekamp

Ansgar. 461
Aars Virken vendte Missionærerne tilbage til Kejseren med Brev
fra Kong Bjorn. Deres gunstige Beretning fremkaldte en ligefrem
Missionsoptimisme, der gav sig Udslag i Kejserens Grundlæggelse
831 af et ærkebiskoppeligt Sæde i Hamburg. Som Ærkebispens eget
Stift bestemtes de tyske Omraader Nord for Elben, men han fik
tillige Myndighed til at beskikke Bisper og Præster til de nordiske
Lande. Til Sædet udnævntes A. Øjensynlig for at afværge Tvivl
om den historiske Virkelighed af, at man i Strid med normal
karolingisk og kanonisk Praksis grundede et Ærkesæde uden Lydstifter
(Suffraganater), betoner »Vita«, at Beslutningen bifaldtes af
et stærkt besøgt Bispemøde; men særlig Vægt lægger Skriftet paa
A.s usædvanlige Bispevielse, der foretoges af Biskop Drogo af Metz,
Kejserens Halvbroder, assisteret af Bisperne af Bremen og Verden
(hvis Stifter beskares ved det nye Stifts Oprettelse), i Nærværelse af
ikke mindre end tre Ærkebisper (Reims (Ebo), Trier og Mainz)
samt adskillige andre Bisper, der alle »samtykkede« i Ordningen.
Til Støtte for Missionsarbejdet overdrog Kejseren A. Klostret
Turholt i Flandern. Den Myndighed med Hensyn til Missionsledelsen,
som tillagdes den nye Ærkebiskop, stred saaledes mod Bestemmelsen
i Ebos Bulle af 822; men mellem denne og A. var ingen
Uoverensstemmelse; de enedes om et Samarbejde, hvorefter Ebo
overtog Ansvaret for den svenske Mission og som sin Stedfortræder
udsendte en Slægtning, Gauzbert, til Sverige (efter at denne var
bispeviet og med Kejserens Billigelse havde faaet Welanao overdraget
som materielt Støttepunkt). Dermed var Danmark bestemt
som A.s specielle Missionsomraade, og antagelig har den Fred,
der netop 831 sluttedes mellem Kejseren og den danske Konge,
vakt Forventninger om, at A. nu vilde kunne formaa ogsaa denne
til at tillade Kirkens Grundlæggelse hos os. — Men endnu manglede
Pavens Sanktion paa Nyordningen. A. rejste derfor, ledsaget af
to tyske Bisper og en kejserlig Sendemand, til Rom. Desværre er
den Bulle, hvorved Gregor IV. stadfæstede Ærkesædet og dets Missionskompetence,
kun bevaret i interpoleret Tilstand, men »Vita«s
Gengivelse af dens Indhold stadfæstes af Nikolaus I.s Bekræftelsesbulle
864. Med udtrykkelig Henvisning til Bullen 822 overdrog
Paven A. »i Forening med Ebo« Missionsbemyndigelsen over for
»Svenske, Danske og Slaver«; samtidig fik A. det ærkebiskoppelige
Pallium. Da Ebos politiske Optræden imidlertid (835) medførte
hans Afsættelse, Fængsling og derefter Magtesløshed i flere Aar,
var det nu praktisk talt A. og Gauzbert, paa hvem Ansvaret for
det nordiske Arbejde kom til at hvile.
A.s Forhaabninger om Mission i Danmark slog imidlertid fejl.