Bind 1 - Rosekamp

Aarestrup, Emil. 33
Novbr.! Han anede, at jeg ikke saae ham oftere — med Taarer
i Øinene tog han mig om Halsen og kyssede mig til Afsked. Det
havde jeg fortient, for jeg holdt og holder uhyre meget af ham. —
Vi sees igjen!« Skulptur og Maleri var med til at danne A.s
kunstneriske Blik. Han mindes Charlottenborg »med Salen gipsopfyldt
og pittoresk«, og ved Synet af Thorvaldsens Værker
modtog han et dybt Skønhedsindtryk (se Digt til Thorvaldsen
1820). Filosofiske Interesser indgik for A. som for hans samtidige
i Studenteraarenes Dannelsesproces. Paa A.s lunefyldte Maade
bliver det til: »en vis Forkjærlighed for metaphysiske Grublerier
har fra Drengealderen af været min Skjødesynd«.
Selv skrev A. en Mængde Digte, der findes blandt hans efterladte
Papirer. Hans tidligst bevarede digteriske Forsøg — fra
hans fjortende Aar — er en nordisk Saga med indflettede Digte:
»Wala og Lyna, eller Kampesteenen«, stærkt paavirket af Oehlenschlåger.
Ikke mindre end fire Digthæfter — hvoraf et i trykfærdig
Stand — stammer fra Aarene 1817—20. Det var aabenbart
allerede dengang, som siden, hans vaagne kritiske Sans, der holdt
ham fra godvilligt at levere noget fra sig til Trykning. Paavirkningen
fra Oehlenschlåger, tydelig baade i Enkeltheder og i hele
Grundpræget af frisk Sanseglæde, er den dominerende. Men i en
lille Gruppe Digte er det harmonisk-idylliske fortrængt af det
»mørkdybsindige« (»Elegie«, »Bøn«) og af Filosoferen, over Elskovens
Væsen, over Liv og Død (»Til Elskov«, »Længsel«). Man mærker
personlige Ungdomskampe bag dette og forstaar, at ikke blot
Oehlenschlåger, men tysk romantisk Digtning og Staffeldt har
været med til at danne hans Lyrik.
Sommeren 1824 forlovede A. sig med sin Kusine Caroline
Aagaard, som han havde truffet et Par Aar tidligere paa en Fodrejse
i Sydsjælland, hvor hun opholdt sig i Huset hos en Slægtning
i Præstø. En Pakke Breve fra A. til hende er bevaret. Han er
utrættelig i sin Ømhed for hendes Person, har Interesse for hendes
Klædedragt, den medicinske Student mærkes i hans Raad til hende,
at hun ikke gaar med for tynde Sko, snærende Korset o. s. v.
Han meddeler hende sin Begejstring for »talentfulde og genialske
Mennesker«, ofte bliver Brevene til filosofiske Forelæsninger, om
Naturen, om »det Guddommelige, den evige Kærlighed«. En hel
Gruppe Ungdomsdigte er viet hende. Hendes Kvindeligheds sunde
Uforstyrrethed, der har afbalanceret hans tungtgrublende Ungdomssind,
fornemmer man tydeligst i »Min Glut forstaaer at løse
Sjælens Knuder«: »Rolig sit muntre Tankehjul hun snurrer og
nynner Visen om de høie Guder«. Samtidig med Poul Møller
Dansk biografisk Leksikon. I. Nov. 1932. 3