Bind 1 - Rosekamp

Baden, Jacob. 609
hed ved at skrive nogle Artikler i Sneedorffs »Patriotiske Tilskuer«,
var dog Universitetsvejen foreløbig lukket for ham, men han modtog
1762 Ansættelse som Rektor ved Pædagogiet i Altona, som paa den
Tid var i Forfald. Da hans Bestræbelser for at hæve det mødte
Modstand, lod han sig 1766 med Glæde forflytte til Helsingør,
hvor han ganske vist kun blev Konrektor, men fik mere Arbejdsro
og Udsigt til snart at faa Stillingen som Rektor, hvad han ogsaa
opnaaede 1771. I Altona udgav B. en tysk Oversættelse af Sneedorffs
Breve (1764), en græsk Grammatik med udvalgte Læsestykker
af det nye Testamente og Æsops Fabler (1764) og Oversættelser
af Tacitus' Agricola og Xenofons Kyropædi (1766). Under
et Ophold hos Broderen, Torkel B. (s. d.), der var optaget af
Landboreformerne, skrev B. anonymt en moralsk og politisk Katekismus
for Bønderbørn (1766). I Helsingør udfoldede B. i flere
Retninger en betydelig Virksomhed. Efter Aftale med Agent Holck
paatog han sig Redaktionen af et maanedligt Tillæg til Kbh.s
Adressekontors Efterretninger (1767), der under forskellige Titler
(»Kbh.s Kgl. privileg. Adresse-Contoirs Kritiske Journal« 1768—73,
»Nye kritiske Journal« 1774—79) fortsattes i en længere Aarrække.
Det indeholdt Recensioner af danske Skrifter, til Dels forfattede af
B. selv, som derigennem udøvede en betydelig Indflydelse. Samtidig
fortsatte han sit Oversættelsesarbejde med Tacitus (1773,
først afsluttet 1797 med et tredie Bind og 1802 med Oversættelsen
af »Dialogus de oratoribus«) og Quintilians 10. og 11. Bog (1776—
77); af Vergils Digte leverede han en Tekstudgave (1778—80).
Paa pædagogisk Omraade optraadte han 1771 med sin anonyme
»Upartisk Undersøgelse, om De academiske Examina ere Videnskaberne
og Lærdommen til Gavn eller Skade«, hvori han bl. a.
foreslaar Afskaffelsen af den første akademiske Eksamen, og med
sine, ligeledes anonyme »Raisonnemens over Kiøbenhavns Universitet«
(1771), hvori han angreb Universitetets Monopol. Endelig
opnaaede han efter Wadskiærs Død Stillingen som Professor
eloquentiæ ved Universitetet (1780), som han bevarede indtil sin
Død. Ved samme Tid blev han Sekretær i Selskabet til de skiønne
og nyttige Videnskabers Forfremmelse. Han virkede saaledes vedblivende
baade som Filolog og som æstetisk Kritiker. Paa den ene
Side hævdede han den latinske Grammatiks Betydning baade som
logisk Dannelsesmiddel og som Middel til at udvikle Smagen, og
paa den anden Side udviklede han, »hvor nødvendigt de skiønne
Videnskabers Studium er for den, der vil læse og studere de
Gamles* Skrifter med Smag«. Som Universitetslærer indskrænkede
han sig ikke til at læse over Oldtidslitteraturen, men holdt ogsaa
Dansk biografisk Leksikon. I. Dec. 1932. 39