Bind 1 - Rosekamp

332
Andersen, H. C.
Læsning (Jean Paul, især Hoffmann); ejendommeligt er Forfatterens
lystige Opgør med sin sentimentale Fortid. Samme muntre
Tone genfindes i A.s første dramatiske Arbejde »Kjærlighed paa
Nicolai Taarn« (1829), en k aa d Studenterspøg, og i hans Dec.
s. A. udgivne »Digte, 1830«, der ved Siden af de alvorlige Digte
fra Skoletiden indeholdt den lange Række humoristiske Forsøg i
Wessels Manér og de mere selvstændige »nederlandske« Genrebilleder
som »Moderen med Barnet«, »Studenten«, »Martsviolerne«.
A. regnedes til Heibergs Gruppe, rostes i »Maanedsskriftet« af
Molbech og blev til Gengæld angrebet af Hauch i hans »Babyloniske
Taarnbygning«; i øvrigt udtalte selv oprigtige Velyndere
som Ingemann og Oehlenschlåger sig privat mod det »Hang til
Persiflage og Legen med det Aandelige«, som karakteriserer disse
Debutbøger. Men i den næste, ringere, Digtsamling »Phantasier
og Skizzer« (1830) er Munterheden paa ny afløst af en elegisk
Stemning med bitre Islæt af Heine-Paavirkning. Under sin Ferietur
1830 til Jylland og Fyn havde den feterede Digter haabløst forelsket
sig i Faaborgmatadoren Agent Voigts Datter Riborg (»To
brune Øine —«), og samme Efteraar havde han haft sin første
alvorlige litterære Modgang i Hertz' hvasse Anfald paa ham i
»Gjengangerbrevene«. Hans Mistillid til sine Evner begyndte igen
at spøge; hertil kom voksende økonomiske Bekymringer. En forbigaaende
Opklaring bragte en lille Tysklandstur i Sommeren 1831,
den første af hans mange Udenlandsrejser; A. stiftede her sine
første værdifulde udenlandske Bekendtskaber (Chamisso, der oversatte
flere af hans Digte, Tieck), og »Skyggebilleder af en Reise til
Harzen og det sachsiske Schweitz« (1831) er maaske den første af
hans Bøger, der viser lidt af hans eget Ansigt. Men de følgende
Digtsamlinger »Vignetter til danske Digtere« (1831), »Aarets tolv
Maaneder« (1832), »Samlede Digte« (1833) fastslog trods smukke
Enkeltheder, at Lyrikken ikke var A.s egentlige Fag, og hans Virksomhed
som Teaterdigter (Operatekster til I. F. Bredal, J. P. E.
Hartmann, Weyse; Oversættelser og Bearbejdelser af franske
Stykker, et Par originale Vaudeviller som »Skilles og mødes«, der
dog i første Omgang forkastedes) gavnede ikke hans litterære
Anseelse. Samtidig forbitrede Kritikkens, især Molbechs, voksende
Kulde ham. Bortset fra enkelte Anmeldelser var Tonen mod A.
dog i det hele uangribelig og ikke uden Anerkendelse, men der
blev — foruden ret pedantiske Anker over Sprogjaskeri og formentlige
Stilfejl — med Rette indvendt, at han skrev for let og
for meget; at der ingen Udvikling var at spore i hans Kunst; at
man savnede »den ordnende Fornuft, Forstandens Kraft til at