Bind 1 - Rosekamp

496 Arends, Jacob.
sit for Gammelmandsroller velegnede Ydre, at A. efter Niels Clementins
Død fik et betydeligt Repertoire (f. Eks. Harpagon, Vielgeschrey,
Per Degn, Sir Peter Teazle). Lykkelig var han ikke ved
sin Gerning; snart søgte han Embede som Præst, snart som Graver
eller Tolder, men Myndighederne bønhørte ham ikke. I sine sidste
Aar var han svagelig og anvendtes kun sparsomt. — Maleri af
Jens Juel i Privateje.
P. Rosenstand-Goiske: Kritiske Efterretninger, 1839. Th. Overskou: Den
danske Skueplads, III, 1860. H. Weitemeyer i Personalh. Tidsskr., 5. Rk.,
VI, 1909, S. 29 f. Robert Neiiendam: Breve fra danske Skuespillere, I, 1911.
Robert Neiiendam.
Arendt, Martin Friedrich, 1773—1823, Oldforsker. F. 22. Febr.
1773 i Altona, d. i April eller Maj 1823 i Nærheden af Venezia.
Forældre: Tobaksfabrikant Julius Christoph A. (ca. 1740—90) og
Sophia Louisa Elisabeth Lixdecken. Vistnok ugift.
A. var oprindelig Botaniker. Efter Universitetsstudier i Gottingen
og Strasbourg og en Fodrejse gennem Tyskland, Frankrig,
Schweiz og Italien (1794—96) kom han 1797 til Kbh., var en kort
Tid ansat ved Botanisk Have og sendtes s. A. til Finmarken for at
indsamle Planter og Frø. Hans botaniske Studier trængtes dog
snart ganske i Baggrunden af en glødende Interesse for Oldforskningen.
Fra 1-799 til sin Død var han næsten uafbrudt paa Rejser,
under hvilke han, sædvanlig til Fods, gennemflakkede ikke blot de
nordiske Lande, især Norge, men ogsaa store Dele af det øvrige
Europa for at opspore antikvarisk Materiale vedrørende Nordens
Oldtid. Hans Hovedinteresse var Runemindesmærkerne; ogsaa
Runealfabetets Historie optog ham stærkt. Men hans omfattende
Indsamlinger og Forskninger og hans betydelige Indsigt paa dette
saavel som andre Omraader (Numismatik, middelalderlig Arkæologi,
nordisk Sprog m. m.) har kun baaret ringe Frugter. De faa,
ganske korte, ofte leksikalsk formede Notitser og Afhandlinger, han
har offentliggjort, har nu kun Kuriositetsinteresse. Heller ikke hans
efterladte Papirer (i Nationalmuseet i Kbh.), der viser ham som en
nøjagtig Samler og Afskriver og en skarp Iagttager, vidner om, at et
større Værk kunde være ventet fra hans Haand. I sin Samtid var A.
under Navnet »Den vandrende Antikvar« en kendt Figur, ikke blot
for sin Lærdoms Skyld, men nok saa meget som en Særling, der
ved sin underlige Levevis, sit uplejede Ydre, sin hensynsløse og
selvbevidste Optræden synes at have virket ret frastødende. Oehlenschlåger
har sat ham et lidet flatterende Minde ved at benytte ham
som Model for Antikvaren Strauss i »De italienske Røvere«. —