Bind 1 - Rosekamp

334
Andersen, H. C.
og lagde gennem L. Kruses tyske Oversættelse Grundstenen til
hans Verdensry. A. forfulgte Sejren med »O. T.« (1836), et dansk
Sidestykke til Italienbogen med ypperlige Bifigurer og levende
Interiører; Hovedhandlingen er inspireret af hans mangeaarige
Grublen over den forsvundne Halvsøsters Skæbne. Mere fordringsfuld
er den tredie Roman, »Kun en Spillemand« (1837). Med
stærk Udnyttelse af selvbiografisk, ogsaa kunstnerisk set meget
værdifuldt Stof, har A. i Spillemanden Christian tegnet en Parallelskæbne
til sin egen, men med tragisk Udgang; Tendensen er rent
filantropisk: »Lad ei det sande Talent jordisk gaae til Grunde«,
og A.s Genilære fremkaldte som Protest S. Kierkegaards første Bog
»Af en endnu Levendes Papirer« (1838), et Opgør med hans Virksomhed
som Romanforfatter. Udenlands gjorde Bogen endnu mere
Lykke end »Improvisatoren«, især i Tyskland og i Sverige, hvor
Lunds Studenter 1840 bragte A. den første offentlige Hyldest.
Hjemlig Anerkendelse kom 1838 i Form af en aarlig Digtergage
(efter Ansøgning) paa 400 Rdl., der 1845 forhøjedes til 600, 1860
til 1000; den befriede ham for de værste økonomiske Sorger. Selv
paa Teatret, hvor han ellers hentede sit Livs fleste og bitreste
Skuffelser, tilsmilede Fru Fortuna ham nu. Odense-Vaudevillen
»Skilles og mødes« (1836) havde ganske vist kun en krank Lykke,
»Renzos Bryllup«, »En rigtig Soldat« og forskellige Oversættelser
forkastedes, men Vaudevillen »Den Usynlige paa Sprogø« (1839)
naaede 22 Opførelser, og Dramaet »Mulatten« (1840), som Molbech
havde søgt at spærre Vejen for, blev en stor Teatersejr. Bygget over
H. Arnauds Novelle »Les épaves« er Stykket et Forsøg paa at overføre
den franske Romantismes passionerede Lyrisme og melodramatiske
Psykologi til dansk Teater; det rummer ejendommelige
Udtryk for en lidenskabelig Pariafølelse, der ellers er sjælden hos A.
Imidlertid havde han under Korrekturlæsningen paa »Improvisatoren«
fundet sit egentlige Felt. I et Brev til Ingemann af 10.
Febr. 1835 hedder det: »Dernæst har jeg begyndt paa nogle
»Eventyr, fortalte for Børn«, og jeg troer, de lykkes mig. Jeg har
givet et Par af de Eventyr, jeg som Lille var lykkelig ved, og som
jeg ikke troer ere kjendte; jeg har skrevet dem saaledes, som jeg
vilde fortælle et Barn dem.« Allerede de første Digte og »Fodreisen«
indeholder Eventyrmotiver; i »Digte« (1829) staar endda under
Titlen »Dødningen« det følsomme Eventyr, som 1835 blev til
»Reisekammeraten«. Men A. havde dengang, hvad Kendere som
Ingemann og Molbech paatalte, fortalt Historien i Musåus'
ironisk-lapsede Manér. Sikrere var Tonen i Eventyrudkastet om
den gamle Konge, der saa gerne vilde høre en Løgn (»Skygge-