Bind 1 - Rosekamp

Anna Sophie. 455
det 1765 Tdr. Hartkorn store Gods Vallø, dels Godser i Holsten,
hvoraf der 1730 blev svaret omtr. 13 000 Rdl. aarlig.
A. S.s Forhold til Kongen fik et nyt Præg, da Dronning Louise
døde 15. Marts 1721. I Følge en Familietradition i hendes Halvsøster
Grevinde Holstein-Holsteinborgs Slægt havde Kongen kun
vundet hende ved at give hende sit kongelige Ord paa, at han baade
vilde ægte hende og hæve hende paa Tronen ved Siden af sig, naar
Dronningen døde. Hvor usikker end denne Overlevering er, er
der ingen Tvivl om, at hun selv attraaede dette Maal. Hun kunde
i saa Henseende bygge paa Kongens stærke og vedholdende Lidenskab
for hende, en Følelse, hun selv synes at have gengældt oprigtig.
Frederik IV. skyndte sig paa en iøjnefaldende — for ikke at sige
upassende — Maade med at legalisere Forholdet. 2. April 1721
blev Dronning Louises Lig ført fra Kbh. til Roskilde, hvor det
bisattes d. 3. Den følgende Dag holdt Universitetet Sørgefest i den
Anledning, og samme Dags Eftermiddag blev A. S. viet til Kongen
ved den højre Haand af den samme Clausen, der ni Aar tidligere
havde udført Vielsen i Skanderborg. En saadan Omvielse kunde
ikke have anden Mening, end at hun skulde sættes i Stand til at
bære Kronen, og Folks Forventning, at dette skulde ske, gik hurtig
i Opfyldelse. 31. Maj satte Frederik IV. paa Frbg. Slot selv Kronen
paa A. S.s Hoved med de Ord: »Denne Krone giver vi Eders
Majestæt af godt Hjerte og ønsker al Lykke og Velsignelse med den.«
Ikke før 15. Juli holdt den ungeDronning dog sit Indtogi København.
Samtidige skildrer A. S. som smuk og indtagende. Skønt
Frederik IV. vel nok undertiden kunde give selv hende Anledning
til Skinsyge, bevarede hun dog hans Kærlighed indtil hans Død,
og deres lykkelige Forhold var næppe alvorlig forstyrret ved andet
end den Ulykke, der forfulgte dem, idet alle deres Børn døde smaa.
Den store Kærlighed, Kongen nærede til hende, har givet Anledning
til alskens Fortællinger om, at hun som Dronning øvede stor
Indflydelse over ham. Selv i sin egen Slægt gjaldt hun senere som
den, der ved Siden af at have haft megen Aand tillige havde
været »stolt, lunefuld og bydende«. Slige Fortællinger var næppe
ugrundede. Som hendes Ophøjelse paa Tronen førte til, at Kongen
fra nu af nærmest støttede sig til Personer, der stod hende nær,
først og fremmest til Storkansleren U. A. Holstein, der var gift med
hendes ældre Halvsøster Christine Sophie, saaledes foreligger der
fra Datiden nok af Henvendelser fra Folk til hende som den, der
mentes at kunne lægge et vægtigt Ord ind for dem hos Kongen,
og af Taksigelser til hende for den Hjælp, hun havde ydet dem.
Det taler til Ære for hende, at hun baade viste Interesse for »de