Bind 1 - Rosekamp

Aakjær, Jeppe. 2/
den blev siden hans Glæde, hans Rigdom, Kilden til Sjælens og
Sansernes Foryngelse. Hans Naturdigte viser, hvor varsomt, men
ogsaa hvor aarvaagent han har iagttaget den, og hvor overlegent
han har forstaaet til sidst at samle alle Enkeltheder i en Følelsernes
Generalnævner. Baade »Jylland« og »Karup Aa«, hans to digteriske
Mesterværker, udmunder i disse baade brede og dybe
Strofer, hvor Følelsen befrier sig helt i et langt og roligt Aandedrag,
og dette synes at komme fra de Egne i Gemyttet, hvor Mennesket
er mere end sig selv, hvor Drømmene fra ukendte Forfædre,
der for længst er Støv i Støvet, endnu rører paa sig i deres Gengangerliv,
og stundom, naar en Digters Aand strejfer dem, vaagner
til en ny Tilværelse nogle lykkelige Øjeblikke, før end de igen
synker hen i den lange Dvale og slumrer videre, saa godt gemt,
at ingen aner dem, sanser eller føler dem, før omsider en ny Digters
Instinkt strejfer dem, vækker dem og fører dem op i Lyset endnu
en Gang. Paa denne intime Kontakt med noget meget gammelt
og meget dybt i Menneskets og Naturens Sjæl beror A.s Betydning.
En af Hovedgrundene til A.s overordentlige Popularitet i Jylland
er hans jyske Digte. Han har forstaaet at udvinde af sin
Hjemstavns Dialekt et helt nyt poetisk Land. Det er især to særligt
jyske Karaktertræk, den poliske Humor med et snu, bestandig
muntert Blink i Øjet og den lavmælte, forsagte, men aldrig klynkende
Vemod, som han har tolket i sine jyske Poesier. Der er
her den tætteste Forening af Form og Indhold, saa tæt, at man
umuligt kunde tænke sig disse Dialektdigte omskrevet til Højdansk;
det egentlige, Smagen, Duften, Farven, vilde gaa tabt.
Disse jyske Digte er spredt over alle hans Samlinger, men de,
der har naaet størst Berømmelse, findes i den anden og den tredie,
»Fri Felt« og »Rugens Sange«, der ogsaa for de høj danske Digtes
Vedkommende er hans betydeligste.
Paa et tidligt Tidspunkt af sit Liv var A. kommet til at interessere
sig for Skotten Robert Burns. Interessen blev en stor Lidenskab,
og A., der efter eget Sigende ikke besad synderligt Sprogtalent,
anspændte sin Energi for at lære sig saa godt Engelsk,
at han helt kunde opfatte og gennemtrænge denne Digter, hos
hvem han fandt saa meget af det, der endnu kun halvt bevidst
drømte i hans eget Gemyt. Det, der bedaarede A. hos Burns,
var Friskheden i hans Natursans, den direkte og prægnante Maade,
hvorpaa han forstod at gøre Sansefornemmelserne levende, og den
Følelsens Inderlighed, som besjælede disse Naturbeskrivelser.
Utvivlsomt har baade Grundtvig, Blicher og Bjørnson haft betydelig
Indflydelse paa ham, men den mest afgørende Paavirkning