Bind 1 - Rosekamp

2l6 Albert.
og Sophie (s. d.). Gift 1211 med Hedvig, D. af Landgrev Herman
af Thiiringen (d. 1217) og Sophie af Somerschenburg (d. 1195).
A. var den næstældste af fire Brødre og kom allerede som ung
til sin Morbroders, Hertug Valdemars Hof. Da Valdemar blev
Konge (1202), modtog A. Ridderslaget og forlenedes s. A. eller
n. A. med Holsten, Stormarn, Vagrien og den største Del af Ratzeburg.
Ved Grev Sigfreds Død (1206) var af Sønnerne foruden A.
kun Broderen Herman levende, og disse to delte da Grevskabet
Orlamunde, af hvilket dog en Part lagdes under Fælleshaand.
1215—16 opstod der en heftig Strid imellem dem om Arven; men
Herman maatte bøje sig, og i de følgende Aar synes han troligt at
have staaet A. bi.
Som den danske Konges Lensmand i »Nordalbingen« havde A.
som sin vigtigste Opgave at værge Rigets Grænse. I Kampe med
Schwerinerne erobrede han 1208 Boitzenburg og fik selv som Løn
overladt Wittenburg. 1211 ledede han Forsvaret af det erobrede
mecklenburgske Land, og 1216 udmærkede han sig under Kong
Valdemars Belejring af Hamburg, som han efter Kongens Bortrejse
tvang til Overgivelse. Derimod mislykkedes hans Angreb
paa Stade. Al Fare for Fredsbrud syntes ved disse Kampe at være
ophørt, og A. benyttede den indtraadte Ro til 1217 at foretage et
Korstog til Livland, hvor de tyske Ordensriddere trængtes haardt
af de hedenske Indbyggere. Han deltog i Riddernes sejrrige Kamp
ved Sakala (21. Sept.), var ogsaa med paa det afbrudte Togt til
Øsel, men drog allerede i Foraaret 1218 tilbage til Danmark,
ledsaget af Bisperne af Riga og Estland og Abbeden af Diinamiinde,
som ved hans Forbøn haabede at kunne bevæge Kong
Valdemar til hurtig Hjælp.
Mellem Fejderne var A. optaget af sit Lens Administration.
Han satte stærke Kræfter ind paa en Kolonisation af Elbmarsken
bag Hamburg og af Vagrien, og det sparsomme Kildestof lader os
i nogen Grad ane de her anvendte Fremgangsmaader. Med ikke
mindre Iver tog han sig af Kirkens Sag, sikkert drevet baade af
politiske Hensyn og af from Religiøsitet. Allerede 1212 havde han
grundlagt Benediktinerklosteret i Preetz, som han stadig følte sig
knyttet til; men endnu større var hans Omsorg for det gamle
Kloster i Neumtinster, der op igennem Aarene modtog en lang
Række Privilegier og Gaver af ham, hvilket kølnede hans oprindelig
gode Forhold til Bispedømmet Liibeck. Bevarede Breve viser,
hvorledes hans kirkelige Interesse satte sig Spor trindt om i Lenet.
Mere sparsomt underrettede er vi om hans Stilling til Lenets Byer.
De hamburgske Privilegiebreve, som tillægges ham, er vist alle