Bind 1 - Rosekamp

488 Arboe Rasmussen, JV. P.
sin Position« (Wegener). A. R. frikendtes ved Provsteretten 1913;
Landemodet dømte ham 1915 til Embedsfortabelse; Højesteret
frifandt ham 1916. Han udnævntes derefter til Præst i Vaalse, og
da Biskoppen nægtede ham Kollats, stilledes han direkte under
Kirkeministerens Tilsyn. 1920 tog han sin Afsked fra Embedet og
fik en Ansættelse ved Det kgl. Bibliotek. Han var 1913—15 sammen
med Morten Pontoppidan Medudgiver af »Frit Vidnesbyrd«.
Højesteretsdommen i Arboe Rasmussen-Sagen med Bilag, 1916. CF. Wegener:
I Folkekirkens Tjeneste (Dansk Kirkeliv, 1929, S. 97—123). Morten Pontoppidan:
Minder og Oplevelser, 1922, S. 202—07. TT ir u
Arctander, Aron (Aaron), 1745—1825, Grønlandsfarer. F. 27.
Juni 1745 i Norge, vist i Ofotens Præstegaard, d. 29. Aug. 1825 Y
Kbh. (Helligg.), begr. sst. (Ass.). Forældre: Sognepræst, tidligere
i Hammerfest, Aron A. (ca. 1700—81) og Margrethe Aulum
(Aalum) (d. 1781). Gift ca. 1779 med Inger Petronelle Modrup,
døbt 5. Maj 1755 i Kbh. (Frels.), d. 9. April 1842 sst. (Frue), D.
af Konstabel Randel Jørgensen M. og Karen Christensdatter.
A. blev Student 1772, privat dimitteret fra Ti ondhjem, hvorefter
han »privatiserede i Nordlandene«, formodentlig som Huslærer,
indtil han 1777 blev Medlem af en Ekspedition, der af Kgl.
grønlandske Handels Direktion udsendtes til Julianehaab med det
dobbelte Formaal at finde Steder, der egnede sig til Jorddyrkning
og Kvægavl, og at konstatere Omfanget af den gamle Nordbobebyggelse
i dette Distrikt. Den sidste Del af Opgaven overdroges
A., der af Hensyn til Udgiftens Postering pro formå ansattes som
Assistent i Julianehaab, men hvis Plads i Ekspeditionen markeredes
ved Titlen »recognoscerende Assistent«. I to Somre berejste A. alle
Fjordene i Julianehaabs Distrikt og foretog Undersøgelser og Opmaalinger
af en stor Mængde Ruingrupper. For flere Fjordes Vedkommende,
saaledes navnlig Tunugdliarfik (Nordboernes Eiriksfior5r)
og Igaliko (EinarsfiorSr) genfandt han saa godt som alle
de tidligere Nordbobebyggelser. — Hans Undersøgelser blev af
stor Betydning for Fastslaaelsen af den gamle Østerbygds Beliggenhed,
idet H. P. v. Eggers (s. d.) i hans Optegnelser, der af ham
offentliggjordes i Ugeskriftet »Samleren« for 1793, fandt »den omstændelige
Landets Beskrivelse«, som han savnede, da han ad
teoretisk Vej fastslog, at Østerbygden maatte have været beliggende
paa den sydligste Del af Vestkysten i det nuværende Julianehaabs
Distrikt, og nu med stor Sikkerhed kunde placere de gamle
Navne paa den af A. udarbejdede Kortskitse. Endvidere blev A.s
Undersøgelser af Betydning derved, at han opmaalte flere af Ruin-