Bind 1 - Rosekamp

Andersen, H. C. 335
billeder«). Nu forstod A., at Eventyrene skulde fortælles for Børn;
dermed var en ny Stiltone fundet og et af de store Vendepunkter
i dansk Prosas Historie markeret. Første Hæfte (Fyrtøjet, Lille
Claus og store Claus, Prindsessen paa Ærten, Den lille Idas
Blomster) udkom i meget beskedent Udstyr Foraar 1835 °S bl ev
ikke særlig forstaaende modtaget af Anmelderne (»en ikke uskadelig
Læsning for Børn«); selv Hauch havde moralske Skrupler med
Hensyn til »Fyrtøjet«, medens Ørsted (og Heiberg) spaaede, at
havde »Improvisatoren« gjort A. berømt, vilde Eventyrene gøre
ham udødelig. 2.—3. Hæfte (Dec. 1835, 1837) afsluttede første
Bind; 1838—42 føjedes hertil en ny Samling; i »Tre Digtninger«
(1838) stod »Lykkens Kalosker«. Fra Eventyrdigtningens første
Periode stammer saaledes en Række af dens fornemste Mesterværker;
foruden de allerede nævnte f. Eks. »Den uartige Dreng«,
»Reisekammeraten«, »Den lille Havfrue«, »Keiserens nye Klæder«,
»Den standhaftige Tinsoldat«, »Ole Lukøie« og »Svinedrengen«.
Nær beslægtet med Eventyrenes Kunst og Stemning er en Cyklus
af Øjebliksbilleder i Prosa af højeste Lødighed: »Billedbog uden
Billeder« (1840). Men omkring 1840 var det først og fremmest for
sine Romaners Skyld, at A. havde et Navn baade i Danmark og i
Udlandet.
Bortset fra en Sverigesrejse 1837, hvor A. gjorde Kanalturen til
Stockholm og paa Dampskibet traf Fredrika Bremer, havde han
siden Italienfærden maattet indskrænke sig til mindre Udflugter
i Danmark og Skaane. Efteraar 1840 drog han paa ny med kgl.
Understøttelse paa Langfart, og hermed indledes hans Manddomstid
(1840—57), de store Rejsers Tid. A. besøgte i alt 29 Gange
Udlandet, ved sin udstrakte Bekendtskabskreds var han den mest
kosmopolitiske af alle danske Digtere. »At reise er at leve«, skrev
han; Rejserne gav nye Indtryk og aandelig Forfriskelse, men kun
i faa Tilfælde digterisk Inspiration. Han forlod Landet 1840 efter
en Konflikt med Heiberg og hans Hustru i Anledning af den forestaaende
Opførelse af den svage Tragedie »Maurerpigen« (s. A.).
Det tidligere venskabelige Forhold afløstes af en fleraarig Misstemning;
Heiberg drillede A. slemt i »En Sjæl efter Døden«, og
denne replicerede kvikt i »En Digters Bazar« (1842). Det er A.s
mest overdaadige Rejsebog, den fortæller om hans store Orientrejse
1840—41: Italien, Grækenland, Tyrkiet, Donauturen fra
Czernawoda til Wien — en besværlig og stundom farefuld Odyssé
uden for de sædvanlige Turistruter. De følgende Aars Rejser staar
i den hastigt stigende Verdensberømmelses Tegn. Oversættelserne
af hans Værker til Hovedsprogene kom nu Slag i Slag, og navnlig