Bind 1 - Rosekamp

Aarestrup, Emil. 35
maa altid see tilbage og glæde os ved Erindringen om ungdommelige,
talentfulde, aandelige Beslægtede, medens I Hovedstadens
yppige Beboere leve i en bestandig Ahnelse og Skimtning af nye
fremstigende Meteorer og Genier«. Ved Kbh.sbesøg, hvor han
gerne var Chr. Petersens Gæst, og ved stadige Bogforsendelser
lykkedes det A. at bryde sin landlige Isolation og komme med i
den moderne europæiske Litteratur, der i disse vigtige Aar af
1820'erne og 1830'erne væltede ind over Danmark: Byron, Moore,
Burns, Riickert, Heine, Victor Hugo, Musset o. s. v., hvortil
kommer den genopdagede Bellman. Igennem en stor Mængde
Oversættelser, hvoraf enkelte ypperlige, opøvede A. bevidst sin
digteriske Teknik. Det er i Fortsættelsen af sin Ungdomsdigtnings
»Sturm und Drang«, at han bliver sig sit Valgslægtskab med disse
Digtere bevidst. I sin Manddomsdigtning bliver han derfor ikke
blot en saftfuld Idylliker og Elsker af det synligt-skønne, men
en »henrykt Grubler«, vor Lyriks største, indtil Fortvivlelse standhaftige
Erotiker og Artist.
A. har i sin Natur et Fond af positive, sammenholdende Evner,
og med sin Hustru ved sin Side lykkedes det ham at holde sit Liv
paa bred menneskelig, i bedste Forstand borgerlig Linie. Men
han har i sin Natur ogsaa noget utilfredsstillet, der hænger sammen
med en stærkt udviklet erotisk Sensibilitet. Kvindelig Skønhed
overrumpler ham altid, gør ham, tilstaar han ærligt, »svag og
hjertesvimmel«. Fra denne Erotisme udgaar, som fra et Urocentrum,
i dybere Forstand hele hans Poesi, der selv i Hustrudigtene
er gennemslynget af en voldsomtbevæget Lidenskabelighed.
Ekstreme Udslag af denne Erotisme er Digtene til Amalie
Råben og til Chr. Winthers Forlovede Sophie Hansen. Som Læge
ledsagede A. i 1832 den unge Komtesse Amalie Råben (Aalholm)
paa en Baderejse gennem Tyskland, Bøhmen og Italien, paa hvilken
hun døde under Hjemrejsen. I rimede og urimede Breve fortæller
han løst og fast om Rejsens Oplevelser, bl. a. ogsaa: »men hverken
vores eller Tysklands Medicin formaaede at redde hiin — Halvengel,
Døden havde giort til sin.« Saaledes taler A. i Virkelighedens
Navn. Men i Poesien (især nogle af »Erotiske Situationer«)
udtømmer han Oplevelsen for dens Muligheder, idet han ligesom
giver den transcendental Projektion. Det bliver til en Række
erotisk-psykologiske »Eksperimenter«, der, med Rejsen som svagt
antydet episk Traad, aftegner det sjælelige Bølgeslag, en Rytme
af Elskov — Adskillelse — Død. Paa lignende Maade blev Sophie
Hansen, der i Aarene 1833—35 opholdt sig hos Isak Sidenius for
at lære Husholdning (se »Silhouetter af en Præstefamilie«), A.s Muse.
3*