Bind 1 - Rosekamp

Absalon. 93
Fald formaaet dem til at bringe store Ofre for at oprette kirkelige
Stiftelser, og Skjalm Hvides Sønner var ogsaa i saa Henseende
blandt de fremmeligste i Tiden. De grundlagde i Forening et
Kloster paa Assers Gaard i Soer (Sorø) og udstyrede det rigeligt
med Gods; Asser indtraadte heri som Munk og døde Trettendedagen
efter dets Indvielse. Efter hans Broder Ebbes Død 1151
forfaldt Klosteret dog helt, og dets Gods blev spredt. — A. har
som yngre Søn rimeligvis fra Barndommen af været bestemt for
den kirkelige Stand, og det har næppe heller været ham imod at
slaa ind paa en Vej, der kunde føre ham op til Fædrelandets
højeste kirkelige Embeder; man maa vel tænke sig, at hans politiske
og hans kirkelige Interesser allerede i Ungdomsaarene groede
Side om Side. I Paris sluttede han Venskab med Kanniken
Vilhelm i St. Genovevas Kloster, en udmærket kyndig, dygtig og
nidkær Mand, som han senere indkaldte til Danmark og gjorde
til Abbed paa Eskilsø i Roskilde Fjord. A. blev selv en udmærket
Klerk, dygtig ikke alene i kirkelig Lærdom, men ogsaa i Lovkyndighed
og verdslige Videnskaber. Her i Paris maa han ogsaa
have uddannet den sjældne Veltalenhed, som han senere berømmes
for; et Minde om hans Interesse for romersk Historie og
Stilkunst er de to Haandskrifter af Valerius Maximus og Justinus,
som han senere skænkede til Sorø Kloster (det sidste nu i Det
kgl. Bibliotek); antagelig har han under sit Ophold i Paris stiftet
Bekendtskab med disse Forfattere. I Ungdomsaarene maa han
ogsaa have lagt Grunden til den Selvtugt og det kirkelige Sindelag,
som senere prægede hans Optræden; tillige maa han have uddannet
sit Legeme i alle Tidens Idrætter, ligesom hans nøjsomme og
maadeholdne Levemaade (paa Vendertogene tilbragte han saaledes
sine Fristunder med at hugge Ved) gjorde det muligt for ham at
underkaste sig overordentlige og vedholdende Anstrengelser. Men
det synes for øvrigt at fremgaa af flere Træk, at hans Fremtræden
ikke var særlig imponerende, selv om han efter Skelettet at dømme
maa have været en høj og anselig Skikkelse, og at man ikke lagde
Mærke til ham, naar han færdedes blandt sine Standsfæller, før
han fik Lejlighed til at gøre sig gældende ved sin Tale.
Senest 1156 maa A. være vendt hjem fra Paris; han nævnes da
i Valdemars Følge. Ved den Forhandling mellem Valdemar og
den fra Landflygtighed tilbagevendte Kong Svend i Albanskirken
i Odense, som i Forsommeren 1157 indledede Forliget
mellem Kongerne, var han eneste Vidne; og da Svend 9. Aug.
overfaldt sine Medkonger Knud og Valdemar ved Gildet i Roskilde,
viste A. sin Hengivenhed for Valdemar ved ufortøvet at