Bind 1 - Rosekamp

178 Ahlefeldt, Frederik.
1673 erklærede, at »det er Danmark høit angelegen, at Lybeck
icke ruineris«.
Ligesom tidligere var F. A.s Opmærksomhed dog særlig viet
den udenrigske Situation. Det var ham, der 1670 fremsatte den
Tanke, at man skulde søge det oldenburgske Spørgsmaal løst ved
en mindelig Overenskomst med den nærmeste Arving Hertugen
af Pløn, hvilket 31. Dec. 1670 førte til det bekendte Forlig, som
satte Danmark i Besiddelse af Oldenburg og Delmenhorst. At
F. A.s Uvillie over for Gottorp her har været medvirkende, kan
ikke betvivles. Fra dette Øjeblik var det en given Sag, at Gottorp
atter vilde nærme sig Sverige, og over for denne Mulighed havde
A. allerede i Febr. 1670 foreslaaet et Forbund med Kongens
Frænder, de braunschweig-liineburgske Hertuger. Derimod saa
han, ligesom Griffenfeld, med stor Betænkelighed paa Forsøgene
paa at drage Danmark ind i den europæiske Storpolitik og tvinge
det til at tage Standpunkt i Striden mellem Frankrig og Nederlandene.
I en Betænkning af 5. Okt. 1672 foreslog han en væbnet
Neutralitet, men at Kongen, hvis han til syvende og sidst tog Parti,
skulde føre Krigen med al Kraft. Forholdenes Tryk førte dog i de
nærmeste Aar til, at Danmark maatte slutte sig til en af Parterne,
og dette blev paa Grund af Frankrigs Kølighed Nederlandene
(Traktaten 30. Juni 1674). A. var dog ikke meget tilfreds med
denne Udvikling og opholdt sig i disse Aar mest paa Graasten.
Forbindelsen mellem Gyldenløve, Griffenfeld og ham var Aaret
i Forvejen opløst ved den førstnævntes Afrejse til hans Statholderskab
Norge, men endnu bevaredes Forbundet mellem F. A. og
Griffenfeld. Ogsaa dette slappedes imidlertid ved deres forskellige
Syn paa et Mageskifte med Gottorp, hvorunder G. vilde bortbytte
Oldenburg og Delmenhorst mod Tønder og Aabenraa
Amter; den lunkne Krigsførelse i Efteraaret 1675 stemmede heller
ikke med F. A.s Ønsker; endelig forsvandt den sidste Rest af Venskabet,
da Griffenfeld fra Nytaar 1676 inddrog hans Aarsløn som
Statholder og Amtmand (6 000 Rdl.). Kort Tid efter begav A.
sig til Kbh. for, som han selv siger, at bryde med Rigskansleren,
om hvis Ærlighed han nu havde fattet Tvivl, og selv om det var
Krigspartiets Fører, Hertug Hans Adolf af Pløn, som var Hovedmanden
ved Griffenfelds Fald, kan det næppe betvivles, at ogsaa
F. A. har været medvirkende.
Efter Griffenfelds Fald overtog A. Ledelsen af begge Kancellierne
med Titel af Storkansler. Han blev samtidig Præsident i
Statskollegiet, hvilket dog blev en tom Titel, da Kollegiet aldrig
mere kom til at virke. Paa Grund af sit Arbejde med de uden-