Bind 1 - Rosekamp

Andræ, C. G. 431
og Foraaret 1857. I begge Tilfælde havde A. dog Flertalsopinionen
med sig blandt sine Kolleger. Den første Krise endte med, at A.
18. Okt. 1856 modstræbende overtog Konsejlspræsidiet, og den
sidste førte 18. Maj 1857 til, at Hall efter A.s Raad til Kongen
blev Konsejlspræsident, og at han selv lod sig overtale til at fortsætte
som Finansminister. Trods det personlige Venskabsforhold
følte A. sig utryg ved Halls vigende Politik, og efter Forbundsbeslutningen
af 11. Febr. 1858, der erklærede, at Forbundet ikke
kunde anerkende Oktoberforfatningens Gyldighed for de tyske
Hertugdømmer, og den deri indeholdte Eksekutionstrusel blev
Krisen akut, og Hall besluttede sig da efter en Række bevægede
Forhandlinger i Ministermøderne til at sætte Fællesforfatningen
ud af Kraft for Holsten og Lauenborg. A. modsatte sig bestemt
denne Politik. Han var ganske vantro over for Halls Forsikringer
om, at man mulig senere kunde naa tilbage til en Genoprettelse
af Fællesforfatningen for hele Monarkiet, og saa i den nye Kurs
kun det første Skridt til at opgive Helstaten og dermed ethvert
fast Holdepunkt under de senere Forhandlinger med Tyskland.
Saavel Ejderstaten som den skandinaviske Alliancepolitik, i hvilken
mange nu saa Redningsplanken, stod for ham kun som svigefulde
Fatamorganaer. Det Hall'ske Standpunkt sejrede inden for Ministeriet;
kun Krieger tilbød at følge A., hvis denne vilde tage Ledelsen
og desuden overtage Udenrigsministeriet, men nu, som senere,
afslog A. dette med Henvisning til sin isolerede politiske Stilling.
Saa indgav han sin Demission 7. Juli 1858, samme Dag Afgørelsen
var truffet i Statsraadet.
Hermed endte A.s ministerielle Løbebane. Han overtog atter
Ledelsen af Gradmaalingen og fortsatte i øvrigt sin parlamentariske
Virksomhed. Han var 1855 af de umiddelbare Vælgere blevet
valgt til Medlem af Rigsraadet og blev under Novemberforfatningen
i Juni 1864 valgt; Kbh. til Medlem af Rigsraadets Landsting.
Derimod havde han ved Valget til Kongerigets Landsting
i Juni 1863 mistet dette Mandat paa Grund af sin oppositionelle
Stilling til Ejderpolitiken. Efter Grundlovsrevisionen af 1866 indtraadte
han i Landstinget som kongevalgt Medlem. — Trods sin
isolerede Stilling besad A. vedblivende en betydelig Autoritet inden
for de parlamentariske Forsamlinger, af hvilke han var Medlem.
Hans logisk uangribelige, knappe og formfuldendte Taler hørtes
med Opmærksomhed fra alle Sider, men da han næsten bestandig
havde Strømmen imod sig og savnede baade Tilbøjelighed og
Anlæg for Partidannelse, var det kun sjældent, han fik Flertallet
med sig. 1862 var hans Indflydelse dog stærk nok til væsentlig at