Bind 1 - Rosekamp

Andersen, H. C. 339
Indtil 1873 fortsattes de aarlige Udenlandsrejser; 1857 besøgte han
Dickens og overværede i Weimar Goethe-Schiller Monumentets
Afsløring; 1861 var han fjerde Gang i Rom og blev Ven med
Bjørnson; Turen til Spanien 1862—63 fremkaldte hans sidste store
Rejsebog (»I Spanien«, 1863). 1865 var nan * Stockholm, 1866 i
Portugal hos Ungdomsvennen Konsul O'Neill (»Et Besøg i Portugal«);
Verdensudstillingen i Paris inspirerede ham til Eventyret
»Dryaden« (1868), og 1871 modtog han i Kristiania det unge
Norges Hyldest. Den store Jyllandsrejse 1859 til Vestkysten og
Skagen satte Frugt i »En Historie fra Klitterne«, et af hans betydeligste
senere Eventyr, og i Sangen »Jylland mellem tvende Have«;
mange Eventyr skrev han paa »sine Herregaarde«, nu især Basnæs,
Holsteinborg, Christinelund, Frijsenborg. I A.s sidste Leveaar
forstummede al uvenlig Kritik i Danmark; han var fredlyst. Hans
Livs skønneste Æresbevisning blev ham til Del, da Odense 6. Dec.
1867 kaarede ham til Æresborger; to Aar efter fejrede københavnske
Venner 50 Aars Dagen for hans Ankomst til Hovedstaden,
og paa sin 70 Aars Dag modtog han Meddelelsen om, at hans
Statue i Kongens Have var sikret. Men under al ydre Medgang
voksede Skyggerne. Krigsaaret 1864 gjorde et overvældende,
knugende Indtryk paa ham (se Eventyret: »Lygtemændene er i
Byen —«), fra ca. 1870 var hans Helbred vaklende, Kræfterne
tog af, og Nervøsiteten tog til. Men den ensomme Mand, der
aldrig fik sit eget Hjem, havde trofaste og prøvede Venner: Edvard
Collin, hans Raadgiver i alle praktiske Spørgsmaal hele Livet, og
hans Hustru Henriette, Vekselmægler Martin R. Henriques og
hans Hustru Therese og især Grosserer Moritz G. Melchior og
hans opofrende Hustru Dorothea, f. Henriques; deres Landsted
»Rolighed« paa Østerbro var i de sidste sørgelige Aar hans faste
Tilflugtssted i Sommermaanederne, og her døde han af Leverkræft.
Bisættelsen i Frue Kirke II. Aug. 1875 (med Taler af Stiftsprovst
Rothe og Biskop Engelstoft) var en national Sørgehøjtid.
A. er begravet i det Collinske Familiegravsted.
I højere Grad end hos de fleste andre Digtere er Forbindelsen
mellem Liv og Kunst afgørende hos A. Og hans Liv ligger som en
aaben Bog for os; den brændende Meddelelsestrang er levende i
hans Selvbiografier, intime Dagbøger og i de Tusinder af Breve,
som den altid ensomme skrev til sine mange Venner. Han var
ikke som andre Mennesker, følte han seh; stærke Brydninger
dominerer i hans Sjæleliv. Sin Moder slægtede han paa i sit Ydre;
fra sin Far havde han arvet sine mange Smaatalenter (Udklip,
Tegninger: Billedbog med Billeder af H. C. A. (1905), H. C. A.-
22*