Bind 1 - Rosekamp

460 Ansgar.
Huspræster. Hvis A. dengang nærede Forventninger om store
Missionsresultater heroppe, blev han dog skuffet. Kongen blev
snart fordrevet — muligvis virkede netop hans Tilbagekomst som
Kristen med dertil; i alt Fald maatte han tage Sæde i det frisiske
Len Rustringen ved Weser, som Kejseren havde givet ham. »Vita«
meddeler heller intet positivt om Missionsresultater i Danmark.
A. maatte følge Kongen; og det siges vel ogsaa her, at »mange blev
omvendt«, men der tales ikke om nogen Menighedsstiftelse eller
om Opførelse af nogen Kirke i Danmark. Derimod oprettede A.
(ligesom Ebo) en Skole for danske Drenge, — men, er den begyndt
i Danmark, har han hurtig maattet flytte den til Riistringen.
Paa fast Grund med A.s Missionsarbejde er man først ca. 829,
da svenske Sendebud til Kejseren berettede denne, at mange
deroppe ønskede kristen Gudstjeneste, og at Landets Konge var
villig til at tillade Præsters Virken. Efter Forhandling med Abbed
Wale kaldte Kejseren atter A. til Hoffet, og denne erklærede sig
villig til at rejse til Sverige. Corbie-Munken Witmar blev hans
Ledsager, og en anden Munk anbragtes hos Kong Harald. Intet
berettes om, at Forhandlinger dengang fandt Sted mellem Kejseren
og Ebo eller mellem denne og A.; Missionsforsøget synes udelukkende
at ske »paa Kejserens Befaling«, og A.s Overtagelse af
Hvervet motiveres ene ved et Syn, der direkte paabød ham Missionsgerningen.
A. drog saaledes ud uden det Værn, en døbt Konge frembød.
Farerne derved skulde han snart opleve. Paa Vejen, vel paa
Østersøen, blev de rejsende overfaldet af Sørøvere, der plyndrede
dem til Skindet. A. mistede saaledes de kostbare Gaver fra Kejseren
til den svenske Konge og en stor Samling Bøger. Alligevel fortsatte
han, og ad vildsomme Veje og over ukendte Søer naaede han
omsider frem til Handelspladsen Birca (paa Bjorkon i Målaren).
Indbydernes Opgivelser viste sig rigtige. Kong Bjorn gav ham
virkelig, med Samtykke af sine Mænd, Frihed baade til at forkynde
Kristendommen og danne Menighed. Dennes første Bestand blev
kristne Fanger, der nu atter kunde deltage i »de guddommelige
Mysterier«; men nogle Svenske lod sig ogsaa døbe. Blandt disse
var Stedets Befalingsmand Hergeir (Jarl), der paa sin Arvejord
(i eller ved Birca?) ikke længe efter opførte Nordens først omtalte
Kirke. Der tales selvfølgelig om Forkyndelse, men ikke om Prædikerejser.
De to Benediktinere synes, i Overensstemmelse med de
Principper, A. ogsaa senere følger for Missionsarbejdet, kun at
have virket som fastboende Præster. Tilslutningen til Menigheden
var alligevel lovende og selvfølgelig ganske frivillig. — Efter 1 %