Bind 1 - Rosekamp

128 Adler, J. G.
blev indtil Kongens Død dennes uadskillelige og meget fortrolige
Hjælper. Et nært Aandsslægtskab forklarer dette mangeaarige
Forhold: fælles Sans for smukke og urbane Livsformer, fælles
kunstneriske og æstetiske Interesser og tillige, at de begge var
Mænd uden skarpe Kanter og med Tilbøjelighed til i alle Livets
Forhold at forhandle og lempe sig til rette. Som Prinsens Kabinetssekretær
og Kasserer deltog han i den store Udenlandsrejse
1818—22, stiftede i disse Aar Bekendtskab med utallige Kunstnere
og Videnskabsmænd og blev hjemmevant i det internationale
Selskabsliv. Efter Christian VIII.s Tronbestigelse blev A. — uden
formel Udnævnelse — Gehejmekabinetssekretær og Jan. 1840
Statssekretær (Chef) for det nyoprettede Statssekretariat for Naadessager,
var Febr. 1842—Juni 1849 Medlem af Regaliefondens
Bestyrelse, som afholdt Udgifterne til de kgl. Museer, og Dec.
1839—Juli 1849 af Direktionen for Det kgl. Teater. Tronskiftet
1848 og de derefter følgende Forandringer i Hoffet og Statsstyreisens
Organisation bragte hans forskellige Hverv og Stillinger til
Ophør.
Som Medlem af Teaterdirektionen har A. ikke sat dybere Spor
— skal dog mod Molbechs Modstand have gennemført Antagelsen
af H. C. Andersens »Mulatten«—, var elskværdig og omgængelig
over for Teatrets Skuespillere, men uden tilstrækkelig Fasthed og
Myndighed, søgte at klare Vanskelighederne med en Vits eller
Aandrighed og gad »nødigt tage Jernhandsken paa«. Som Statssekretær
for Naadessager viste han Velvillie og Humanitet over for
Ansøgere. Christian VIII.s Regeringsperiode er lidet udforsket.
Et nærmere Studium vil sikkert oplyse, at A. har øvet en ikke ringe
Indflydelse paa Kongens Beslutninger. Hans Brevsamling vidner
om, at endogsaa meget højtstaaende Personer, f. Eks. de Augustenborgske
Brødre, har staaet i nær Forbindelse med ham og søgt
hans Støtte. Breve til Christian VIII. lægger for Dagen, at han
har haft Lejlighed til at udtale sig med fuldkommen Aabenhed
om mangfoldige politiske Spørgsmaal og Begivenheder. 1815 forhandlede
han paa sin Herres Vegne med Karl af Hessen om Tilrettelæggelsen
af det første vanskelige Møde mellem Prinsen og
Frederik VI. Skønt selv liberal advarer han 1820 Prinsen mod at
vise for stærk Sympati for Revolutionen i Napoli, er med til at forhindre,
at Christian Frederik 1835 afslog den svenske Serafimer-
Orden, indskærper 1840 Kongen, at han ikke maa gøre Slesvigholstenerne
Indrømmelser i Sprogsagen, og indhenter Oplysninger
fra Savigny om preussiske Forfatningsanliggender. En ikke ringe
Virksomhed udfoldede A. for at fremkalde Avisartikler, som for-