Bind 1 - Rosekamp

456
Anna Sophie.
danske Komedianter« og for, at der kunde finde en tidssvarende
Reform Sted ved Universitetet; men paa andre Punkter var hendes
Indflydelse næppe heldig; flere af de Mænd, hun hjalp med til at
drage frem, har ikke efterladt sig et godt Navn, og der synes at
have været noget intrigant ved hende. Hvor ivrig Frederik IV.
var for at værne om hendes Ry, derom vidner bl. a. den saakaldte
hemmelige Kommission, der blev nedsat i Jan. 1725, og som
bl. a. beskæftigede sig med Eftergranskninger om Pengeprellerier,
der skulde have fundet Sted i Dronningens Navn.
Det var Frederik IV.s stærke Følelser for hende, hvoraf hendes
timelige Lykke og Indflydelse afhang, og det fik hun at føle, da
han døde. Intet var naturligere, end at de svære Krænkelser, som
hendes Forhold til Kongen havde voldt Dronning Louise, havde
naget Kronprins Christian stærkt, og forstaaeligt var det, at det
krænkede ham dybt, naar han efter Moderens Død skulde vise
Stifmoderen Hyldest som Dronning og vel endog maatte søge at
staa paa en god Fod med hende. Den Bitterhed, han følte herved,
blev yderligere ægget af hans alt andet end godmodige Hustru
Sophie Magdalene. Den Kendsgerning, at A. S. kun var en fornem
Adelsmands Datter, ikke en Fyrstinde, gjorde aabenbart ogsaa
Forargelsen endnu større i deres Øjne. Lignende Følelser som
Kronprinsen og Kronprinsessen havde Kongens Søskende Prins
Carl og Prinsesse Sophie Hedevig. Frederik IV. maatte sige sig
selv, at ved hans Død ventede en Storm hans eget »Engelshjerte«
eller »cher coeur«, som han kaldte A. S. Han gjorde derfor alt,
hvad der stod i hans Magt, for at sikre hendes Stilling, naar han
ikke mere var i Live. Ved en Række testamentariske Bestemmelser,
hvori han stævnede dem, der handlede derimod, til »at aflægge
Regnskab derfor paa Dommens Dag for hele Verdens Dommer«,
fastslog han en Ordning, der kunde lade A. S. leve paa samme
Vis som tidligere Enkedronninger. Kronprinsen maatte give ham
et skriftligt Tilsagn »om ikke blot som en lydig Søn selv at ville
efterkomme det alt sammen, men ogsaa at ville holde alle vedkommende
til at rette sig derefter« (23. Febr. 1725). Umiddelbart
før sin Død 1730 søgte Frederik IV. at stemme den af Kronprins
Christian meget yndede Carl Adolf Plessen forsonlig ved at hænge
den Elefantorden, han selv havde baaret, om hans Hals, og han
besvor ham at arbejde for, at Kronprinsen opfyldte, hvad han
havde lovet med Hensyn til Dronning A. S. Et Øjenvidne har
fortalt, at Plessen gav ham et edeligt Tilsagn derom.
Men med Døden var Agtelsen for den enevældige Konges Villie
forbi. Ganske vist kan man ikke sige, at A. S. blev haardt behandlet.