Bind 1 - Rosekamp

340
Andersen, H. C.
Billedbog ved P. Uttenreiter og H. Brix (1924), H. C. A.s Tegninger
ved Uttenreiter og Vilh. Wanscher (1925)), sin rige Fantasi,
men ogsaa sit Tungsind og sit elendige Nervesystem: en evig Uro
og Rastløshed, der stadig drev ham ud paa Rejser; Humøret, som
altid svingede mellem Modløshed og Optimisme, Selvplagertendenserne,
den med Aarene tiltagende Hypokondri. Ved en
energisk Villieanspændelse holdt han sine asteniske Tilbøjeligheder
i Skak; store positive Egenskaber: Flid, Nøjsomhed, klog
Økonomi friede ham fra Forældrenes og Slægtens Skæbne. Han
forenede barnlig Umiddelbarhed og voldsomme primitive Følelser
med diplomatisk Evne til at vinde Mennesker og en voksende
Verdenskløgt; en naturlig Godmodighed parredes hos ham med
rap Slagfærdighed. Hans Eventyr blev ofte til i Inspirationens
lykkelige Øjeblik, men de fik deres endelige Form gennem et
utrætteligt og taalmodigt Arbejde (et Led heri var hans hyppige
Oplæsninger), som kun har sit Sidestykke hos hans Elev J. P.
Jacobsen. — Men denne rigt sammensatte Natur var dernæst
Proletarbarnet, der havde kæmpet sig op fra Samfundets Dyb.
Som ingen anden af sine Samtidige kendte han Livet i alle dets
Afskygninger, og hans sandhedskærlige Realisme veg ikke tilbage
for at male det i hele dets Strenghed: Romantyper som Steffen
Karet i »Kun en Spillemand«, Eventyrskikkelser som »Engelen«,
»Den lille Pige med Svovlstikkerne«, Moderen i »Hun duede ikke«,
»Anne Lisbeth« var nye Emner for dansk Litteratur; med tydelig
demokratisk Tendens handler alle Romanerne fra »Improvisatoren«
til »Lykke Peer« om et fattigt Barns Kamp for Lykken. Under
denne Kamp led han ved at være afhængig af Velgørere, hvis
Godhed han ikke kunde gengælde, og den fremkaldte i Forening
med sjælelige Dispositioner hans udprægede Underlegenhedsfølelse,
der gjorde ham til et saarbart Bytte for al Kritik, og som
han først paa sine gamle Dage frigjorde sig for i den geniale
Historie »Gartneren og Herskabet«; for hans Trang til Selvbekræftelse
var Ros og Medgang en Livsbetingelse. Men han fastholdt
med sejg Energi Maalet: »Erkendelsen«; han brød sig ikke om
Penge eller Indflydelse, men stræbte aabenlyst efter Berømmelsen
og lagde med sin ærlige Forfængelighed ingen Skjul paa sin Glæde
over Sejren. Og bag al Selvoptagethed laa hans dybe religiøse
Følelse. Med en Blanding af Stolthed og Ydmyghed betragtede
han sin Kunst som et guddommeligt Kald, og medens han i
dogmatisk Henseende delte sin Faders Rationalisme, samlede hans
Tro sig med primitiv Inderlighed om Guds Forsyn og Udødeligheden.
Under Indflydelse af Ørsted førte hans vaagne Realisme