Bind 1 - Rosekamp

532
Arrebo, Anders Christensen.
udgav under Titlen »Torcular Christi« (o: Kristi Persekar), vidner
tydeligt nok om, hvor stærkt hans Sind til Stadighed rugede over,
hvad der var hændet ham i Trondhjem, og hvor svært det var
ham at tænke paa det skete uden at komme i Sjælsoprør. Men
Varetagelsen af de kirkelige Pligter var ikke det eneste, som lagde
Beslag paa A.s Tid og Kræfter i denne sidste Periode af hans Liv;
mere end nogen Sinde var hans Evner viet Poesien. Det var i
Vordingborg, at han arbejdede paa sit digteriske Hovedværk,
Sangen om Verdens Skabelse, »Hexaémeron«, med hvilket Værk,
skønt det først udkom 1661, mange Aar efter Forfatterens Død,
den af Senrenæssancen skabte Kunststil for lange Tider tager sig
Højhedsret over den danske Poesi.
Et af de Maal, Senrenæssancen overalt, hvor den paa sin Sejrsgang
over Europa kom hen, først og fremmest satte sig, var paa
Modersmaalet at frembringe et Epos med kristeligt Indhold og
udført i Lighed med Antikkens. Den franske Litteratur havde
her i Du Bartas' »La Semaine« (1579) et Værk, der blev almindeligt
beundret, og som oversattes i saa godt som alle europæiske Kultursprog;
adskillige Steder lod man sig derfor i sin Stræben efter at
erholde det store episke Digt nøjes med at omplante Du Bartas'.
I Tyskland havde det 1617 stiftede Frugtbringende Selskab dets
Oversættelse paa sit Program, og usandsynligt er det ikke, at dette
var en medvirkende Aarsag til, at Kansleren Christian Friis til
Kragerup, hvem Fædrelandets Ære og Anseelse altid laa varmt
paa Sinde, har set sig om efter en Mand, der for Danmarks Vedkommende
kunde tage Opgaven op og føre den frelst i Havn.
Hans Valg faldt paa A., som han i sin Tid havde fattet Godhed for
og aldrig helt sluppet af Syne, og som desuden i sin Behandling
af Davidssalmerne havde lagt for Dagen, at han var sig Senrenæssancens
metriske Principper bevidst. A. tog mod Kanslerens
Tilbud og forsynedes af ham med de fornødne Hjælpemidler, deriblandt
sikkert ogsaa den 1631 afsluttede tyske Oversættelse. Han
fik Arbejdet, efterhaanden som han trængte ind i det, usigeligt
kært trods dets mangehaande Vanskeligheder, og han sparede sig
ingen Umage for, at det kunde fremtræde saa anseligt og prægtigt
som muligt; at give en blot og bar Oversættelse var ingenlunde
hans Hensigt.
Allerførst var hans Opmærksomhed henvendt paa Valget af et
passende Versemaal. Du Bartas' Digt var affattet i franske Aleksandrinere,
men A. var betænkt paa at skaffe sit Fædreland et
Metrum, der kunde indtage en selvstændig Plads ved Siden af
Italienernes ottave rime, Franskmændenes Aleksandrinere og Eng-