Bind 1 - Rosekamp

Ansgar. 465
yderst beskedne, og naar man har betegnet A. som »Nordens
Apostel«, maa man ikke glemme, at han aldrig har gjort Forsøg
paa at bane Kristendommen Vej i Norge, og at han selv stærkt
betonede, at han som Missionær kun fortsatte Ebos Arbejde; det
var dennes »glødende Iver«, Arbejdets Optagelse og Fortsættelse
skyldtes; heller ikke tyder noget paa, atA. eller hans Hjælpere »paa
Apostelvis« drog om og prædikede. Men det blev faktisk A., der
grundlagde Kirken baade i Sverige og Danmark, og i alt Fald sidste
Sted saaledes, at den fik Bestand. Og for saa vidt var A.s Mission
»apostolsk«, som han afgjort forlangte frivillig Tilslutning til Kirken,
ligesom han kun udsendte Missionærer, der frivillig meldte sig
til Gerningen. A.s Mission adskiller sig derfor paafaldende fra
ældre, angelsachsisk (f. Eks. Bonifatius') og senere nordisk (især i
Norge), der gik frem med Vold mod de hedenske Vier eller støttede
sig paa Kongernes Magtmidler. — Men de uanselige Resultater af
A.s Missionsarbejde hænger vel ogsaa sammen med hans personlige
Syn paa Kristendom. Han synes upaavirket af den for nordisk
Aand dragende angelsachsisk-germanske Opfattelse af Kristus som
Drotten, der bestiger sit Sejrstræ og stormer Helvede; derimod
præges hans Fromhed af Tanken om Kristi Efterfølgelse i Ydmyghed,
Fattigdom og Taarebod. Men især det sidste virkede nærmest
frastødende paa Nordboer (jfr. Adam af Bremens Vidnesbyrd).
A.s personlig strenge Livsførelse, hans Godgørenhed og Paalidelighed
kunde derimod virke dragende. Disse Egenskaber i Forbindelse
med hans Kontemplation og Syner og hans Martyrlængsel
fremkaldte imidlertid i den Grad hans præstelige Disciples Beundring,
at de tilskrev hans Bønner overnaturlige Virkninger. Denne
Tro og Virkningen af »Vita«s Skildring forklarer, at A. hurtig
efter sin Død blev dyrket som Helgen uden officiel Kanonisation.
Selv afviste A. Disciplenes Opfattelse med de Ord, der maaske
tydeligst afspejler hans Personlighed: »Der er eet Under, jeg daglig
beder om, at Gud vil gøre med mig: det at gøre mig til et godt
Menneske.« Helgendyrkelsen fik i øvrigt aldrig stor Udbredelse,
og navnlig ikke i Norden. Mindet om A. trængtes overhovedet
stærkt tilbage her, antagelig da Kristendommens Sejrsgang kun i
ringe Grad skyldes Virken fra Bremens Side; og selv da man
gennem Adam af Bremen atter fik det fornyet, kom A.s
Helgendyrkelse ikke til at spille nogen fremtrædende Rolle. Den
lange Kamp med Bremen siden 1104 om Lunds Bestaaen som
selvstændigt Ærkesæde forklarer dansk Tilbageholdenhed over for
alt, der drog Tankerne mod det tyske Ærkesæde. — Det bevidnes
i øvrigt af »Vita«, at A. i særlig Grad beundrede den undergørende
Dansk biografisk Leksikon. I. Dec. 1932. 3°