Bind 1 - Rosekamp

604 Baden, G. L.
fik et personligt Tillæg paa 400 Rdl., netop for at han skulde være
forpligtet til at drive Studier ved Siden af; imidlertid suspenderedes
han paa Grund af Kassemangel 1820. For at undgaa at blive
arresteret under en Retsforfølgning, som herefter blev iværksat
imod ham, flygtede han 1822 til Kristiania, hvor der skaffedes
ham Arbejde i Rigsarkivet, men hvorfra han, ved Udlevering fra
den norske Regering, blev ført tilbage til Kbh. Han maatte nu
sidde i Fængsel, men hans Kassemangel dækkedes ved Tilskud
fra danske og norske Venner. For Udtalelser mod Kristendommen
i en Bog, skrevet i Fængslet, dømtes han 13. Nov. 1824 af Landsover-
samt Hof- og Stadsretten, 15. Febr. 1825 af Højesteret til
Embedsforbrydelse og tre Aars Landsforvisning; ved kgl. Resolution
af 24. Maj 1826 traadte dog i Stedet for Forvisningen et Aars
Statsfængsel i Citadellet Frederikshavn.
Efter at have afsonet sin Fængselsstraf stod B. paa fuldkommen
bar Bund i økonomisk Henseende, men tillige uden Forretninger,
der kunde distrahere ham fra Studier. Han hengav sig helt til
produktivt litterært Arbejde, og samtidig med at hans Døtre tjente
noget ved Haandarbejde, skaffede han sig en beskeden Indtægt
gennem sine Skrifter og ved Understøttelse fra enkelte Velyndere.
Samfundet til den danske Litteraturs Fremme og Selskabet til de
skønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse understøttede ham
ogsaa til den store Danmarkshistorie, der er hans Hovedværk; fra
Staten fik han hverken Pension eller paa anden Maade Hjælp.
B. led altsaa i høj Grad Vanskæbne paa sin praktiske Livsbane.
Nogen helt uduelig Embedsmand synes han dog ikke at have været.
Under sin Virksomhed i Lemvig søgte han at modarbejde de Misbrug,
der endnu paa denne Tid fandt Sted ved Strandinger. I
Nakskov tog han Initiativet til Fjordens Opmudring og til Udvikling
af en bedre Postforbindelse mellem denne By og Kbh., ligesom
han blev Opdageren af en vidt forgrenet Tyvebande, der havde
haft Held til at drive sit Spil ustoppet gennem flere Aar; i Hørsholm
blev han opmærksom paa det problematiske ved den Nytte,
man havde af Kystpolitiet, og udgav et kritisk Skrift herom.
Afgjort uduelig var B. imidlertid paa et meget vigtigt Punkt,
nemlig i Administrationen af Pengesager. Derigennem kom han
sluttelig til at kompromittere sig; men ved de Brøst, der afsløredes,
viste han sig sikkert ikke værre eller bedre end adskillige andre af
Frederik VI.s Embedsmænd i lignende Stillinger. Naar der blev
faret ret haardt frem imod ham, medens man ellers ofte viste
megen Lempe i disse Forhold, maa Aarsagen vistnok ligge i, at
B. ved sit Temperaments trodsige Stridbarhed var blevet meget