Bind 1 - Rosekamp

Arrebo, Anders Christensen. 531
tog nu Arbejdet op paa ny, og 1623 udkom, tilegnet Gejstligheden
i Norge og forsynet med Ærevers bl. a. af Jesper Brochmand og
Caspar Bartholin, »K[ong] Davids Psalter, sangvis udsat under
hundrede og nogle Melodier og Toner«. Som ortodoks Teolog af
Hans Poulsen Resens Skole var A. ingen Ynder af de Melodier til
Davids Salmer, der skyldtes Franskmanden Claude Goudimel, og
som, skønt af calvinsk Oprindelse, havde faaet Indpas ogsaa her
hjemme ved Begyndelsen af det 17. Aarh.; i Modsætning hertil
fremdrog han med Forkærlighed de ældre Melodier fra Hans
Thomesens Salmebog og Niels Jespersens Gradual, idet han stræbte
at vælge saadanne Toner, som passede til Salmernes indre Karakter.
Musikalsk var Bogen saaledes en Tilbagevenden til Fortiden;
for Tekstbehandlingens Vedkommende tilhører den, modsat hans
Ungdoms Lejlighedsdigtning, lige saa afgjort Fremtiden. At gøre
Versene regelmæssige, saa at korresponderende Linier erholdt
samme Antal Stavelser, et rigtigt Forhold mellem betonede og
ubetonede Stavelser iagttoges, og Trykket lagdes paa de rette
Steder, var nu fra det Øjeblik, han satte Pennen paa Papiret, hans
alvorlige Bestræbelse, og efter at et Kongebrev 1624 havde tildelt
ham Privilegium paa en eventuelt kommende Udgave, tog han
Arbejdet for sig igen, gik det omhyggeligt igennem for at fjerne
Ufuldkommenheder, og det 2. Oplag af Psalteren, der udkom 1627,
ledsaget af Melodierne, tør betragtes som det første større Værk
paa Dansk, der som Helhed taget staar Maal med de Fordringer,
Senrenæssancens Mænd overalt i Europa stillede til regelret Versbygning
modsat det 16. Aarh.
A.s Oversættelse af Davids Salmer har muligt bidraget sit til,
sammen med formaaende Velynderes (Kanslerens) Forestillinger,
at mildne Kongen; i hvert Fald udgik der i Aug. 1625 et aabent
Brev, ifølge hvilket den afsatte Biskop fik sin Forseelse eftergivet,
og det tillodes ham igen at søge Kald, dog kun et Bondekald. Det
er betegnende for A.s Karakter og Opfattelse af sig selv, at det
første Kald, han endnu s. A. søgte, var Frue Kirke i Kbh. Dette
fik han naturligvis ikke, og da Malmø Borgere ligeledes s. A.
androg om at maatte faa ham til Sognepræst, afvistes de barsk af
Kongen, der blot udvidede Tilladelsen til fremtidigt at maatte
gælde ogsaa »en af de gemene Købstæder, hvor de ikke har for
megen Lyst til Klammer«. 20. Jan. 1626 beskikkedes A. til Sognepræst
i Vordingborg, og i denne*Stilling forblev han til sin Død.
Ogsaa her viste han sig som en Mand, der i Embedets forskellige
Tilskikkelser stod paa sin virkelige eller formente Ret; den Samling
Prædikener fra denne Tid over Lidelseshistorien, som hans Søn 1670
34*