Bind 1 - Rosekamp

Absalon. 103
Sag og støttede Kongen, da han 1181 viste sig med en Hærstyrke
i Skaane. Kongen vandt nu et Par Sejre over den skaanske Bondevæbning,
men ved det paafølgende Forlig kunde A. dog ikke
sætte Tiendens Gennemførelse igennem; kun vægrede han sig
ved at vende tilbage til den tidligere Tingenes Tilstand og tage
Betaling for de hellige Handlinger m. m.
Aaret efter døde Kong Valdemar (1182); A.s Sorg over Ungdomsvennens
Død skildres i gribende Ord af Saxo. Med Valdemars
Død indtraadte en betydningsfuld Ændring af hele A.s
Stilling. Den unge Kong Knud var en svagere Karakter og
bøjede sig paa alle Punkter for sin Fosterfader A.s Raad, og denne
indtog nu saaledes i alle Henseender den højeste politiske Stilling
i Landet. Kun Skaaningerne gjorde et nyt Oprørsforsøg, som
dog blev nedslaaet af Kongen og A. i Forening, og siden den Tid
hørte man ikke mere om Uro i Skaane; efterhaanden maa ogsaa
Kirkerettens Bestemmelser om Tiende være blevet gennemført,
om end næppe fuldstændigt førend under A.s Efterfølger Anders
Sunesen. Et Led i A.s politiske Planer til Hævdelse af en stærk
Kongemagt var den Optegnelse (og Fornyelse) af den gamle
»Vederlov«, gældende for Forholdet mellem Kongen og hans
Mænd (Hærmænd, Herremænd), som A. i Fællig med Kong Knud
iværksatte, og hvorved navnlig Kongens Magt i Majestætsforbrydelsessager
fik en stærk lovhjemlet Forøgelse. Saaledes gennemførte
A. overalt med stærk Haand sit monarkisk-aristokratiske Syn
paa Rigets Styrelse: Kirke og Stormænd slutter tæt op om Kongemagten,
medens Almuen umyndiggøres.
Som Leder af Danmarks Udenrigspolitik iværksatte A. den
Protest mod den tyske Kejsers Krav paa Lenshøjhed over Danmark,
som den mere forsigtige Valdemar aldrig havde ladet sig
bevæge til, og da Kejserens Magt i Nordtyskland i Virkeligheden
stod paa svage Fødder, lykkedes denne Selvstændighedspolitik
helt igennem. Kejser Frederik var i Øjeblikket ude af Stand til
at tage Hævn for A.s dristige Skridt; det hedder sig, at han æggede
Pommerns Fyrste Bugislav, der allerede laa i Fejde med Fyrst
Jarimar af Rugen, til yderligere Angreb paa denne danske Vasal;
men over Bugislav vandt A. i Spidsen for sine Sjællændere sit
Livs mest straalende Sejr i Sundet ved Rugen (1184); »slig Glans
stod der af A.s Navn«, siger Saxo, »at den helt blændede Fjenden
og drev ham enten paa Flugten eller i Døden, og denne ene
Dag gjorde Ende paa al Frygt og Fare til Søs og friede Sjællands
Fjorde og Østersøens Strande for ødelæggende Vikingeanfald, ja
tvang Barbarerne under Aaget og gjorde Danmarks Rige, der