Bind 1 - Rosekamp

Asser. 56l
kunde A. indvie Krypten og Hovedalteret i Krypten; 1126 og
1131 viede han Kryptens to andre Altre. Han kaldes i Mindebogen
ligesom Knud den Hellige Kirkens Grundlægger.
Som Domkirkebygningen viser, at man i Lund i 12. Aarh.s første
Halvdel søgte vidt omkring efter Læremestre og Forbilleder, saaledes
ogsaa de Bøger, der er bevaret fra den Tid; Indhold eller
Udsmykning peger snart mod England, snart mod Tyskland. Broderskabsforbindelser
med fremmede Klostre bragte Tilskyndelse
og Lære. Dette skal fremhæves ved Siden af den ofte citerede
Beretning om en Sendefærd 1127 fra Biskop Otto af Bamberg til
A., hvori Folk og Forhold i Skaane skildres som grumme langt
tilbage i Civilisation og A. som en god og from Mand, men i Ydre
ukultiveret som en Vender. Sendefærdens Leder, Præsten Ivan,
følte sig hævet over Ærkebispen, hedder det. Af Beretningen fremgaar
i øvrigt, at A. holdt Otto af Bambergs Folk hen med Snak
og skikkede dem tilbage uden Afgørelse, men med den Besked,
at han skulde tale med Landets Høvdinger om Sagen. Samme
tunge, stædige Sindighed møder vi hos A. i en større Sag — Kampen
for Ærkebispedømmet.
Oprettelsen af det nordiske Ærkebispedømme 1104 havde været
i god Sammenhæng med den almindelige Tendens i den pavelige
Politik paa den Tid og et Træk mod Ærkebiskoppen af Hamburg-
Bremen, der havde stillet sig mod Centraliseringsbestræbelserne fra
Rom og troligt fulgt Kejseren i den store Kirkestrid; men en Snes
Aar senere ændredes Forholdene. Hamburg-Bremen fik i Adalbert
en energisk Ærkebisp, der med alle Midler arbejdede paa at vinde
det tabte tilbage og endelig 1133 opnaaede en Afgørelse i Sagen
og en Række Buller, der forkyndte, at Lund Stift og alle de andre
nordiske Stifter lagdes ind under Hamburg-Bremen paa ny. A.
havde hidtil hverken ladet sig røre af Bud eller Brev; han havde
ikke selv gæstet Rom eller sendt andre af Sted, kun biet sin Tid.
Nu bar det imidlertid mod en Krise, idet Kong Niels var ved at
træde i Afhængighedsforhold til Kejser Lothar, der havde støttet
Hamburg-Bremens Krav i Rom; Kongesønnen Magnus hyldede
Kejseren som Lensherre i Paasken 1134. Da kastede Ærkebiskop
A. sig med Skaaningerne over paa Tronkræveren Erik (II.) Emunes
Side — »i Rigets store Forvirring stillede han sig ikke som en
Mur for Israels Hus, men alt som Vinden blæste, svajede han som
et Siv«, siger den samtidige Roskildekrønike — Erik Emune sejrede
ved Fotevig, hvor Magnus faldt 2. Pinsedag 1134; Kong Niels
dræbtes i Slesvig, og Erik blev Konge. Han erkendte sin Gæld
ved det store Gavebrev til Lund Domkirke 6. Jan. 1135. Vel om-
Dansk biografisk Leksikon. I. Dec. 1932. 3§