Bind 1 - Rosekamp

432
Andre, C. G.
bidrage til, at det Hall'ske Forslag til Ændring af Fællesforfatningen,
som i Virkeligheden var en Forløber for Novemberforfatningen,
ikke nød Fremme. Af det Forslag til en kongerigsk-slesvigsk Fællesforfatning,
som Ministeriet forelagde 1863, var han selvfølgelig en
afgjort Modstander, ikke blot paa Grund af dets almindelige politiske
Tendens, men ogsaa fordi han misbilligede dets indre Struktur:
Opgivelsen af Etkammersystemet, det ene Tings Sammensætning
ved almindelig Valgret m. m. Ved den endelige Afstemning var
A. en af dem, som stemte mod Forslaget. — Ogsaa ved Behandlingen
af Grundlovsrevisionen 1865—66 hørte han afgjort til
Oppositionen. Hans Misbilligelse gjaldt her i første Række Tokammersystemet
og dernæst Tingenes Sammensætning. Han var
imod, at det ene Ting sammensattes ved almindelig, det andet
ved indskrænket Valgret. Det vilde efter hans Skøn i det lange
Løb føre til, at det folkevalgte Ting fik Overvægten og sluttelig
vilde kunne tiltvinge sig den afgørende Indflydelse paa Regeringens
Sammensætning. Navnlig vilde dette blive Tilfældet, hvis man
undlod at lade et Fællesudvalg træffe den endelige Afgørelse af
Uoverensstemmelser paa Finansloven. Ogsaa var han imod, at
Halvdelen af de folkevalgte Pladser i Landstinget besattes ved
almindelig Valgret, ligesom han misbilligede, at man gennem de
selvskrevne Vælgere paa Landet, »de 18 store Hartkornsbesiddere«,
vilde genindføre en Art Stænderprincip. Ved den endelige Afstemning
stemte han imod Forslaget.
Den store personlige og politiske Anseelse, A. nød, viste sig
Gang paa Gang ved de Bestræbelser, der fra forskellige Sider udfoldedes
for atter at drage ham frem til politisk ledende eller andre
betydningsfulde Stillinger. Kong Christian IX. satte allerede som
Prins A. meget højt og søgte at bevæge ham til at følge Kong
Georg som Raadgiver til Grækenland. Efter Tronbestigelsen var
A. blandt dem, hvis Raad han i sine første Regeringsaar altid søgte
i de vanskeligste Situationer, første Gang da der var Spørgsmaal
om Kongens Underskrift paa den lige vedtagne Fællesforfatning.
A. tilraadede Kongen at forlange passende Betænkningstid for at
se, om Situationen ikke kunde ændre sig, men ansaa det ikke for
muligt i Længden at fastholde Vægringen, hvorfor han ogsaa
afslog Kongens Tilbud om at danne en ny Regering, da dette
vilde være ensbetydende med Sanktionsnægtelse. Et lignende
Afslag gav han under Ministerkrisen i Juleugen 1863 og motiverede
det med sin isolerede Stilling; hans Omkvæd var her som ved »det
lille Rigsraad«s Raadslagning med Kongen 26. Dec., at Hall var
den eneste, der, som Forholdene laa, paa lovlig Maade og uden