Bind 1 - Rosekamp

Andræ, C. G. 433
Fare for Dynastiet kunde gennemføre Fællesforfatningens Tilbagetagelse
og derfor burde »nagles til Taburetten«. Betegnende for
den høje Anseelse, A. nød, var ogsaa, at da Rigtigheden af hans
Forudsigelser om de politiske Virkninger af den nye Fællesforfatning
viste sig, var det til ham, ikke blot Krieger, men selv Mænd,
hvem han aabenlyst havde vist sin Mistro, som Monrad og Lehmann,
vendte sig med indstændige Opfordringer til at tage Ledelsen,
selv om det skulde føre til Opgivelse af de hidtil fulgte politiske
Retningslinier: Monrad i Slutningen af 1863, Lehmann efter Monrads
Afgang 1864. — Ogsaa efter Ministeriet Frijs' Afgang 1870
rettede Kongen i Forstaaelse med Grev Frijs en Opfordring til ham
om at danne det nye Ministerium, men mødte Afslag af lignende
Grunde som tidligere. Det var ved denne Lejlighed, at A. indstændigt
advarede Kongen imod at give efter for Kravet om Folketingsparlamentarismen.
Heller ikke i de parlamentariske Forsamlinger,
af hvilke han var Medlem, ønskede han at indtage nogen ledende
Stilling. To Gange, 1862 og 1869, valgtes han til Landstingsformand,
men afslog begge Gange at modtage Valget, 1869 under
Hensyn til den isolerede Stilling, han indtog i Tinget.
A. havde imødeset Krigen 1864 med de mørkeste Anelser, baade
paa Grund af den efter hans Skøn haabløse udenrigspolitiske
Stilling og fordi han saa vel kendte Forsvarets Mangler; Dannevirkestillingen
havde han altid været imod og troede heller ikke
nu paa dens Modstandskraft, hvorfor han ogsaa ganske billigede
de Mezas Tilbagetog og aabent viste ham sin Sympati. Under
Londonkonferencen ønskede han Helstatens Fastholdelse det
længst mulige og modtog med dyb Sorg Efterretningen om dens
Opgivelse ved det danske Tilbud om Slesvigs Deling ved Slilinien
og Afstaaelse af, hvad der laa Syd for denne. »For mig,« skrev
han til Krieger, »er nu alt til Ende. Det staar mig, om muligt,
endnu klarere end før, at mit Fædreland er fortabt, og jeg er en hel
Del for gammel til at kunne erhverve mig et nyt, allermindst et
svensk-skandinavisk«. En Fortsættelse af Krigen for Grænseliniens
Skyld ansaa han for Daarskab. — 1870 gjorde A. under Samvirken
med Krieger, som da igen var Minister, og Grev Frijs sit bedste
for at styrke Kongen i hans Fastholden ved Neutralitetspolitikken.
A. bevarede sit Sæde i Juligrundlovens Landsting til sin Død,
og endnu i 6o'erne og 70'erne deltog han i Tingets Forhandlinger.
Det var ikke ofte, han tog Ordet, men hans Taler, der altid var
Udtryk for originale Tanker og selvstændig Opfattelse, gjorde tit
en betydelig Virkning, om end de kun sjældent drog Tingets
Flertal med sig. Med Aarene blev hans Stilling stedse mere
Dansk biografisk Leksikon. I. Dec. 1932. 28