Bind 1 - Rosekamp

Ahlefeldt, Frederik. 179
landske Affærer fritoges han for de almindelige Kancelliforretninger,
der overgaves til en Vicekansler, saa at det endogsaa blev
sagt om F. A., at han aldrig satte sine Ben i Kancellibygningen.
Saa meget mere gav den ydre Politik ham at bestille. Under
Krigen fulgte han Kongen til Skaane, men da Begivenhederene
her tog et for Danmark uheldigt Forløb, ønskede han Operationerne
rettede imod at fordrive Svenskerne fra deres sidste tyske Besiddelser.
Han var derfor en Talsmand for at knytte Forbindelsen
med vor allierede Kurfyrsten af Brandenburg endnu fastere.
Frankrigs Tryk førte dog trods alle Anstrengelser til det for Danmark
uheldige Resultat, Freden i Lund 1679, hvorved alle de
over for Sverige naaede Fordele forspildtes.
F. A. gled fra dette Øjeblik tilbage til den samme forsigtige
Fredspolitik som før Krigen. Det Ægteskab mellem Karl XI. af
Sverige og Ulrikke Eleonora af Danmark, som beseglede den,
havde allerede tidligere i ham fundet en Talsmand, ligesom han
efter Freden i Lund sluttede sig til Johan Gyllenstiernas Bestræbelser
for at skabe et bedre Forhold mellem Danmark og Sverige.
Over for Gottorp var derimod hans uvenlige Sindelag uforandret.
Til den franske Gesandt erklærede han, at Danmark aldrig mer
vilde finde sig i, at Hertugen holdt Hær eller Fæstninger. I et
godt Forhold til Sverige saa han aabenbart Hovedgarantien for,
at det gottorpske Spørgsmaal kunde blive løst til Danmarks Tilfredshed.
Selv efter at Sverige, da Johan Gyllenstierna var død,
havde begyndt mere og mere at fjerne sig fra os, var F. A. derfor
af den Anskuelse, at man saa længe som muligt skulde nøle med
at tage Parti i den europæiske Storpolitik, hvorved man atter vilde
se sig stillet paa den modsatte Side af Sverige (det saakaldte
»tredie Parti«). Da Danmark endelig (Marts 1682) traadte ind
i det franske Alliancesystem, var det sikkert for F. A. en Hovedgrund
hertil, at Frankrig under Forhandlingerne om Alliancetraktaten
havde udtalt, at det ikke længere vilde modsætte sig den
danske Konges Udøvelse af de Rettigheder, som han maatte have
i Holsten. Men herved var tillige en reel Fjernelse fra Sverige
indtraadt.
F. A.s sidste Aar kom derfor mod hans Ønske til at varsle
Storm. Han naaede at se Indlemmelsen af det gottorpske Slesvig
1684, der — i Modsætning til hvad Tilfældet var med de
fleste danske Statsmænd — ikke bragte ham personlige Fordele,
men samtidig var Forholdet til Sverige saaledes forværret,
at en ny Krig var under Overvejelse. Endnu vanskeligere blev
Stillingen ved Danmarks planlagte Overfald paa Hamburg 1686,
12*