Bind 1 - Rosekamp

400
Andersen, Vilh.
i Sommeren 1893, 2. Udg. 1904) gav han dansk Litteraturhistorie
dens smukkeste Biografi. Aaret efter udkom hans Udvalg af
samme Forfatter i to Bd., maaske den bedste danske Klassikerudgave
(nyt forøget Oplag 1930). 1896 tog han Doktorgraden paa
»Guldhornene. Et Bidrag til den danske Romantiks Historie«, et
aandfuldt Forsøg paa ud fra et enkelt Dokument at tolke Ideerne
i den nationale Poesi i det 19. Aarh.s Morgen. Denne Afhandling
danner Begyndelsen til den sidste Menneskealders dybere Udforskning
af dansk Aandshistorie og er tillige noget af en aktuel Bedrift,
idet A. herved, i Overensstemmelse med Vald. Vedels Program i
»Guldalderen i dansk Digtning«, indsatte vor Guldalderlitteratur
i dens tabte Rettigheder. Som en Fortsættelse kom 1899—1900
»Adam Oehlenschlåger, et Livs Poesi«, hvis to første Bd. er en
Eftervisning af Digterens intime Sjæleliv i Værkerne, mens tredie
Bd. giver mere almene Synspunkter. Det er A.s mest levende Bog,
den viser den personhistoriske Metode udviklet til de yderste Konsekvenser;
Digterværkerne læses som private Livsytringer, Digtekunsten
opløses i Psykologi.
I de følgende Aar samlede A. sine Kræfter om et større Værk,
der skulde give intet mindre end den danske Aands Psykologi og
Historie og fik Titlen »Tider og Typer af dansk Aands Historie«
(4Bd. 1907—16); det blev foreløbig til en Skildring af den danske
Humanisme igennem Tiderne, aandfulde Portrætter af Saxo, det
16. og 17. Aarh.s lutherske Humanister, Hovedskikkelser fra Holbergs
og Luxdorphs Tidsalder, Mænd, der som P. O. Brøndsted,
J. L. Heiberg, Julius Lange og Georg Brandes har et nært Forhold
til den antikke Tradition. I disse glimrende skrevne Bind viser
A. sin store Lærdom og eminente Beherskelse af Stoffet; det er i
snævreste Forstand sine egne Forgængere, han skildrer, og den
dansk-latinsk-græske Kultur, han tilhører. En vis Barokstil i
Diktionen og Tendens til litteraturhistorisk Mytologi understreger
yderligere Slægtskabet mellem Forfatteren og hans Modeller.
Rækken af litteraturhistoriske Monografier er senere fortsat med
»Paludan-Muller« (2 Bd., 1910), et modnere Værk end Oehlenschlåger-Bogen,
men ogsaa mere kunstigt i sine Konstruktioner.
Endvidere »Henrik Pontoppidan« (1917), der er en elegant Demonstration
af Motiverne i dette Forfatterskab. Endelig en Bog om
»Vilh. Topsøe« (1922) med en værdifuld tidshistorisk Dokumentation;
særlig er denne Forfatters Forhold til det »moderne Gennembrud«
skarpsindig udredt. Nær Tilknytning til denne Række
Arbejder har »Bacchustoget i Norden« (1904). en sprudlende spirituel
Skildring fra den lyriske Poesis Omraade, og »Holberg Billed-