Bind 1 - Rosekamp

134 Adolf.
deres eneste Landsherre blev han fra 1433, da ogsaa den yngre
Broder døde. I de første fem Aar efter Henriks Fald maatte han
sætte al sin Kraft ind paa at videreføre Krigen med Danmark;
ved Hansestædernes Støtte og A.s egen Energi vendtes Krigslykken
efterhaanden helt til Holstenernes Gunst; afgørende blev, at det
1431 lykkedes at overrumple Flensborg, ved hvilken Lejlighed A.
og Gerhard begge lod sig slaa til Riddere. N. A. bragtes Fjendtlighederne
til en foreløbig Afslutning; og ved den endelige Fred
i Vordingborg 1435 beholdt den danske Konge kun Haderslev,
Ærø og en Del af Før og Sild; hele Resten af Slesvig overlodes
Grev A. paa Livstid og hans Arvinger to Aar efter hans Død.
Hvad der endnu manglede i den fulde faktiske og formelle Besiddelse
af Hertugdømmet, kom næsten af sig selv faa Aar senere;
da nemlig i Danmark Stormændenes Misfornøjelse med Erik af
Pommern nærmede sig Handlingens Stadium, tilkøbte de oprørske
Raader sig A.s Støtte ved at love ham hele Slesvig som Arvelen —
et Løfte, som hurtigt opfyldtes ved Udleveringen af Als og Ærø
og gennem den højtidelige Forleningsceremoni i Kolding 1440.
A, stod saaledes ved Maalet for mange Aars Arbejde; et stærkt
og ejendommeligt Vidnesbyrd om hans Glæde og Taknemmelighed
over Sejren er bevaret i det Gavebrev, hvorved han endnu s. A.
stiftede tre Vikarier i Flensborg.
Gennem hele Resten af sin lange Regering var Hertug A.
ganske enig med Danmarks Rigsraad og Konger om at bevare
den haardt tiltrængte Fred Alligevel meldte der sig nye Vanskeligheder
for hans Politik, der nu som før gik ud paa at knytte
Slesvig til Hosten, men skille det fra Danmark. Da nemlig begge
hans Ægteskaber var barnløse, saa det ud til, at hans Slægt skulde
uddø paa Mandssiden og derved Baandet mellem de to Lande
briste. Faren herfor mente A. at kunne besværge ved at hævde,
at hans Arveret til begge Lande omfattede ogsaa Kvindelinien;
i Henhold hertil udsaa han til sin Arving Søstersønnen, Grev
Christian af Oldenburg.
Christoffer af Bayerns Død krydsede denne Plan. Det danske
Rigsraad tilbød A. den ledige Trone — et Tilbud, han afviste
under Paaskud af Alderdom og Svaghed, i Virkeligheden vel mest
for ikke derved at bringe sine Landes dyrekøbte Uafhængighed i
ny Fare. At dette Motiv laa bag hans Afslag, derpaa tyder hans
Krav til Søstersønnen, da denne paa hans Anbefaling kaaredes i
Stedet; han fik ham nemlig til at stadfæste det gamle Løfte fra
1326, at Slesvig og Danmark aldrig skulde forenes under samme
Herre. Ogsaa efter Christian I.s Tronbestigelse bevaredes mellem