Bind 1 - Rosekamp

Alberta, P. A. 223
steriet Reedtz-Thott og var en stejl Modstander af en libera 1
Toldlov, som Køedt vilde den. Før Systemskiftet 1901 forelaa
der en løselig Aftale mellem ham, J. C. Christensen og Chrf. Hage
om, at de alle tre skulde indtræde i et kommende Venstreministerium,
hvilket da ogsaa skete 24. Juli 1901. A., der blev Justitsminister,
havde ikke modsat sig Hørups Indtræden. Som Minister
viste A. flere af sine gode Egenskaber, Handlekraft, ubureaukratisk
Evne til at se Kærnen i en Sag, men rigtig nok ogsaa Hensynsløshed
over for Sager og Personer, der mishagede ham. Et typisk
Eksempel er her hans Sammenstød med Sundhedskollegiet 1906—
07, der førte til, at Kollegiet traadte tilbage. Det lykkedes ham først
1908 at gennemføre Retsreformen, i øvrigt kan af hans Resultater
nævnes tre Automobillove (1903—08), Helligdagsloven 1904,
Tuberkuloselovene 1905, Børneloven 1905, den saakaldte Oktoberlov
om Prostitutionens Ophævelse 1906, Kødkontrolloven 1906,
flere Love om Kvinders og Børns Retsstilling 1908. Hans Navn
blev især knyttet til den saakaldte Pryglelov. I sin oprindelige
Form (1903) mødte Forslaget voldsom Modstand bl. a. hos Juristerne
og vakte Splid i Ministeriet; da det endelig vedtoges 1905,
var Prygleparagraffen kædet sammen med visse humane Reformer,
men blev stadig fra forskellige Sider bekæmpet som Brutalitet.
Loven var i A.s Affattelse utvivlsomt Udtryk ikke alene for personlig
Overbevisning, men ogsaa for Ønsket om at knytte indflydelsesrige
Kredse til sig. Han opfattedes i det hele af Ministeriets
Modstandere som et af dets mest konservative Medlemmer, hvis
Indflydelse paa J. C. Christensen var skæbnesvanger; han blev
angrebet stærkt af de radikale og gav selv i sine Taler hvasse Udtryk
for Regeringens Anskuelser. Imidlertid blev den Atmosfære af
Utryghed, der allerede 1901 havde hvilet over A. og dengang var
blevet berørt over for J. C. Christensen, mere og mere kendelig.
I Rigsdagen rettedes der 1907—08, bl. a. af Fr. Borgbjerg og L. V.
Birck, heftige Angreb paa ham for hans Sammenblanding af
personlige Forretninger med hans Embedsførelse, og i indviede
Bankkredse vidste man Besked om yderst mislige Transaktioner
med Sparekassens Obligationer. J. C. Christensen forsvarede A.
i god Tro og laante paa hans Anmodning i Maj 1908, da han var
fungerende Finansminister, Sparekassen 1Y2 Mill. Kr. af Statskassen,
for at den kunde undgaa et run. Da Retsreformen s. A.
var gennemført, lod han dog A. falde, og han afgik 24. Juli, idet
han samtidig blev Gehejmekonferensraad (han var blevet R. 1902,
DM. 1903, K. 2 1904, K. 1 1906). Laanet fra Staten skulde tilbagebetales
i Sept., og da Presseangrebene, især i »Politiken«, fik