PSYKENS TOPOLOGI - Niels Engelsted

Preben Bertelsen, 18.03.98
En anden fremgangsmåde ville være at gøre sig antagelser om den materielle
struktur, en organisme skulle bestå af, for at den kunne indgå på en udvalgskategoriserende
måde. Et for mig lovende eksempel på en sådan fremgangsmåde
er den, som Penrose & Hameroff har udviklet i fællesskab. Ideen er her at undersøge,
hvilke neurale processer der kunne tænkes at være bærer af psykens
noncomputable eller nonalgoritmiske processer, hvilket for mig at se er det
samme som udvalgskategoriserende processer (og igen må man meget gerne
korrigere mig, hvis jeg tager fejl her). Deres forslag er, at hjernens synaptiske
forbindelser synes at være kontrolleret af de molekylære strukturer i synapserne
- mere specifikt i microtubulierne i cytoskelettet. På dette molekylære niveau,
siger de, er vi på et så tilpas lavt micro-niveau, at kvanteniveau-effekter kan
gøre sig gældende. Det ser ud til, at de konstituerende byggeelementer i disse
microtubulier (tubuliner) kan være placeret i superpositioner, hvilket betyder, at
det er usikkert, om de vil fungere på den ene eller anden måde, og dermed er det
usikkert, om de bidrager til de synaptiske funktioner på den ene eller anden
måde. Kun når disse superpositioner kollapser i bestemte positioner bestemmes
den faktiske funktionsmåde. Som de siger: hjernecellerne har dermed en onboard
quantum computer, som er af den særlige slags, at dens hardware alternerer
alt efter kollapsens art fra superpositionen. Dertil kommer så en antagelse
om, at alle disse onboard-computere i nervecellernes synaptiske molekylestrukturer
er højorganiseret koordineret. Det er på det højorganiserede niveau, at
vi så finder måder at forbinde sig på nonalgoritmiske måder til sine omgivelser.
Som sagt så er det for mig et godt forsøg på at finde de materielle forudsætninger
for, at udvalgskategorisering overhovedet kan finde sted. Hvis denne model
er holdbar, så forudsætter udvalgskategorisering en bestemt stoflig konstitution.
Finder vi den hos flagellater? Kan vi finde stoflige strukturer, som på den ene
side på micro-niveau består af en række onboard quantum computere - og er
den stoflige struktur på den anden side således indrettet, at alle disse onboard
quantum computere kan få deres kollaps koordineret? Eller kræver det et mere
raffineret nervesystem?
Hvis modellen ikke uden videre er holdbar, eller hvis den ikke afdækker den
eneste måde, som stoffets organisering kan konstituere nonalgoritmiske eller
udvalgskategoriserende forbundetheder, så bliver dog spørgsmålet tilbage:
Hvilken slags stoflig organisering kan egentlig konstituere noncomputabilitet?
Jeg kan ikke se, hvorfor det skulle gøre noget, at denne stoflige organisering
først optræder et stykke oppe ad dyrerækken. At det markerer et spring i dyrerækken,
også et ganske radikalt spring, gør jo ingen forskel. Thi benytter vi os
af Niels' baglæns fortællemåde, så når vi jo også før eller siden bagud af dyrerækken
og ned i det biokemiske og længere tilbage det mere simple stofområde.
Et eller andet sted i hele denne udviklingsrække må der jo alligevel antages et
radikalt spring i stoffets evne til at relatere sig på en udvalgskategorial måde -
318