Terapi, samfundsform, subjektivitet - Gaderummet

l
i
læres at leve med, indtil der kollektivt er udviklet et fælles greb
om dem.
Den næste form for utilstrækkelig bestemmelse af livsbetingelserne op-
står overhovedet med samfundsformen, og dette i kraft af dennes n0dvendige
relation til naturbetingelserne som sådan. Atypiske ændringer --
i de givne naturforhold kan £@retil, at naturforholdene bliver til
den bestemmende pol i forholdet mellem individ og samfund, hvilket
betyder et tryk mod den kollektive og personlige bestemmelse af de
samfundsmssige forhold med (aktuelle) konflikter og trusler mod den
livspraktiske overlevelse til £alge - forhold som hvis ikke de over-
vindes fnrcr til samfundsmæssig stagnation mm. Denne særlige form for
utilstrækkelig bestemmelse skal vi sætte på begreb med aktuelt natur-
-tryk .
Den sidste og specifikke form træder frem inden for samfundsformen,
C/ idet konsekvenserne af en bestemt arbejdsvirksomhed personligt som
kollektivt kan være utilstrækkeligt -p-
foregrebet, hvorved individerne
rammes af deres egne produktionsbetingelser - indirekte ved at ikke-
tænkbare, problematiske, farlige eller truende problemer dukker op,
eller direkte ved ulykkestilfælde, hvor personer rammes af egne eller
andres handlinger.
Vi skal sammen fatte disse tre former for utilstrækkelig bestemmelse
2:) af livsbetingelserne i konceptet om social belastning. Og om denne kan
siges, at den er at se som en uspecifik bestemmende dimension ved sam-
fundsmssig kooperation overhovedet, og at den består i en samfunds-
mssig betingethed af eksistensbetingelscrne. En sådan betingethed
er kun - eller kan kun typisk være - en partiel betingethed, da den
fuldstændige betingethed er oph@r af livsprocesser, hvorfor vi også
må tale om grader af social belastning. Heraf fnlger at graden af
social belastninq er bestemt ud fra produktivkrafternes udviklingsni-
veau og- af den kollektive bestemmelse af de samfundsmssige forhold,
hvor almen samfundsmssig udvikling i relation hertil er minimering
af den sociale belastning, idet udvikling ikke længere - som på natur-
historisk niveau - sker gennem udryddelse af de dårligst "tilpassede"
individer el1er af social forbund ("kollektiver") som sådan, men gennem
den aktive tilpasning af de samfundsmssige livsprocesser til natur-
forholdene.