Terapi, samfundsform, subjektivitet - Gaderummet

og med at sygdomsproduktion er et moment i den eksisterende totalitet
af samfundsmæssighed - konstitueret af den privat-o ffentlige form
for samfundsmassige reproduktionsproblemer - så er den både bestemt
af og bestemmende for udviklingen af almen samfundsmssighed - og
dette netop i den grad, at der tænkes og handles udviklende om såvel
statsformen for sam£undsmssighed som om lidelseslovens virke heri.
Vi kan kalde denne udviklingsretning for loven om det mulige - og den
ud fra almenhedens standpunkt nmdvendige - enhed mellem forebyggelse
og behandling. At gribe denne dialektiske enhed i og gennem praktisk
fællesskab med de involverede er til stadighed at sprænge sygdoms-
produktionen mod sundhedslovens konk rete gennemsætning.
Det perspektiv, der hermed fastholdes, er det almene: det levende
arbejdes standpunkt. Lide1 sesloven forbliver en gennemgangslov heri -
men netop -- også en lov, der viser hen til, hvor og hvorledes arten og
omfanget af den konkrete samfundsmassige kooperationsproces endnu ikke
i sig selv er alment forebyggende praksis, dvs endnu ikke tilstrække-
ligt bestemt og ophævet i den kooperativt foregribende omsorg for
sam£undsmssig-mennesk elig eksistens.
Afrunding .
Vi er nu stillet med et kategorielt greb - dvs teoribegreb - om terapi
inden for de nuværende kapitalistiske samfundsforhold. Vi har hermed
den konkret-almene bestemmelse, der ligger til grund £or den &nomen-
beskrivelse- (jvf kapitel 1, l),som vi måtte bygge op, som et fmrste
skridt i overvindelsen af en teoreticistisk respektiv empiristisk
teori om terapi. Vi har derfor nu den P-
abstraktion, som momenterne Og
deres indre sammenhæng i fænomenbestemmelsen er historisk udviklede
logiske muligheder af, hvorfor et kategorielt greb om den aktuelle
form, som fænomenbeskrivelsen repræsenterer, er historisk-empirisk
rekonstruktion af, hvorledes kapitalformen for terapi kategorielt er
blevet grebet gennem den menneskelige praksis, udviklet og konkreti-
seret her igennem.
En sådan rekonstruktion er det eneste, der kan åbne op for at kunne
handle og tænke udviklende og alment om den terapiform, som vi i dag
spontant handler og tænker -i , idet terapi formens bwægelse og udvikling