Terapi, samfundsform, subjektivitet - Gaderummet

tionssyqdomme, der tidligere havde dodelig udgang, blev færre, og end-
videre blev det også muligt at behandle den væsentligste infektions-
sygdom: tuberkulose. Ligeledes blev der gjort den opdagelse at der
til grund for syfilis lå en virus - at syfilis altså var en legemlig
sygdom - og at den kunne behandles som sådan.
Dette betad for det fmrste en nedgang i dodeligheden for den storste
pati entgruppe - de skizofrene - da deres indlaggelsestid var langvarig,
sædvanligvis livsvarig. Og for det andet betad det at antallet af
indlagte med syfilis faldt. Der sker hermed en ændring i diagnose-
fordelingen på den ene side, men på den anden side sker der også en
radikal ændring af aldersfordelingen, hvor de ældre aldersgrupper bli-
ver "mere og mere dominerende". Dette skyldes i falge Bet., at den
psykiatriske behandlingseffektivitet ikke havde nået en "tilsvarende
effektivitet" is. 25), hvad den forst opnår fra 50'erne og frem med
ind forelsen a f medikamentel (psykofarmaka) behandling.
Med indfarelsen af psykofarmaka sker det andet skift i det psykiatri-
sk e sygdomsbillede. Det psykiatriske sygehusvæsen får nu gennem psy-
kofarmakaen muligheder for aktivt at behandle de psykotiske patienter,
og der sker en nedgang i antallet af disse pa institutionerne, idet
deres indlæggelsestid kan forkortes. Med det nyeste psykofarmakum -
lithium - er det endvidere muligt at langtidsbehandle i "anfaldsfore-
byggende ojemed". Det ene aspekt i dette skift er altså at patient-
gruppernes gennemsnitlige alder falder. Det andet aspekt er en forskydning
i diagnosefordelingen, hvor de "lette" pati enters - neuroti -
ske og karakterafvigende - antal stiger i forhold til hele patient-
massen.
r/Vi må på grundlag af ovennævnte sige, at Bet.s overvej elser omkring
bevægelighed og udviklingstendenser i det psykiatrisk e sygdomsbillede
tenderer at blive qjort til sporgsmålet om, hvad de psykiatriske
behandlingsmuligheder og -fremskridt betyder for diagnosefordelingen
på institutionerne. Det må i vis udstrækning gå således, når Bet.s
overvejelser over det samfundsnwssiges betydning for bevægelse og ud-
vikling i det psykiatriske sygdomsbillede ses at være en konstant
faktor - og dermed en underordnet faktor.
Opsummerende kan vi sige, at det forste ski ft i det psykiatriske syq-
domsbillede skyldes forhold "uden for" psykiatrien: bedre hygiejne og
behandlingsmuligheder af somatiske sygdomme, der fremtrådte som psy-
kiatriske. Det andet skift kommer med brugen af psykofarmaka, der mu-
liggar udskrivning af kronisk syge.